Pierre fik ar på sjælen i Afghanistan: -Sporten er et frirum
For den 29-årige Afghanistan-veteran Pierre Skovgaard er sporten et frirum
Pierre Skovgaard troede, at han var vendt uskadt hjem fra sin udsendelse til Afghanistan i 2009 og 2010.
Han var afsted som kampsoldat under det første demokratiske valg i landet, og oplevede efter eget udsagn en hel del. Der var mange kampe med fjenden, de kørte på vejsidebomber og en af holdets soldater omkom:
– Jeg kom hjem som et helt menneske, men med ar på sjælen efter en barsk tur dernede, siger Pierre Skovgaard til Newsbreak.dk.
De ar på sjælen var ikke noget, han tog notits af de første par år efter udsendelsen. Men til sidst kunne Pierre godt mærke, at han ikke længere opførte sig helt som alle andre:
– Selvfølgelig var der noget i ens adfærd, der havde ændret sig, når man syntes det var normalt at gå i byen fem dage om ugen, i stedet for den ene, som kammeraterne gjorde, siger Pierre Skovgaard.
Efter nogle år inde og ude af det psykologiske og psykiatriske system har Pierre i dag fået erklæret posttraumatisk stress, depression og karakterændrende adfærd efter katastrofe.
Bruger sporten som et frirum
Og Pierre Skovgaard er langt fra den eneste veteran, der er mærket for livet efter sin udsendelse. Ifølge Veteranalliancen vender mere end 20 procent af soldaterne hjem med fysiske eller psykiske mén.
Vejene ud af mørket er mange, men en af dem kan være sporten. Derfor har den britiske prins Harry – der selv er Afghanistan-veteran – sat Invictus Games i verden. De olympiske lege for veteraner.
Pierre Skovgaard deltog sidste år i legene, og repræsenterer igen i år Danmark, når stævnet løber af stablen i Sydney i Australien senere på året. Og gennem sporten har Pierre fundet sin vej ud af mørket, siger han:
– Over de sidste par år har jeg prøvet at finde min rejse tilbage i livet, og brugt sporten meget som rehabilitering. Det her med at når man har det godt fysisk, så kan hovedet godt ske at følge med, siger Pierre Skovgaard.
Skyder med bue og pil i haven
Han dyrker blandt andet bueskydning, og har sat en buebane op i sin have, så han kan få sit frirum derhjemme, når han har brug for det.
– Hvis livet en gang imellem spiller blå toner, så er det nemt at gå ud i haven og skyde 10-20 pile. Her kan jeg bare gå ud og tømme hovedet og koncentrere mig fuldstændig om det. Der er 33 trin man skal igennem, før man kan sende pilen afsted, siger Pierre Skovgaard.
Bueskydningen kan bruges som en slags meditation. At være en del af et hold gør også, at man møder ligesindede – at flere kan åbne op om deres situation, siger han:
– Jeg har været sygemeldt i en periode, fordi jeg begyndte traumebehandling. Men grundet projektet her og mødet med de andre, der har det lige sådan, har jeg turdet være åben og ærlig – også over for min arbejdsgiver. Og der har jeg kun mødt en kanon forståelse. Det gør at man kan flytte sig i processen, siger Pierre Skovgaard.