Peter Madsen har truffet vigtig beslutning
Anklagemyndigheden kræver Peter Madsen straffet med fængsel på livstid for planlagt sexdrab i ubåd.
Den drabstiltalte Peter Madsen er gået med til, at hans fængsling forlænges frem til dom. Det oplyser hans advokat, Betina Hald Engmark, til Ekstra Bladet.
– Jeg har skrevet til anklagemyndigheden, at min klient er indstillet på en frivillig fristforlængelse, siger forsvareren.
Planen var egentlig, at en dommer onsdag skulle have vurderet, om der fortsat var grund til at holde den 47-årige ubådsbygger bag tremmer. Men i kraft af Madsens beslutning er retsmødet nu aflyst.
Den frivillige forlængelse betyder samtidig, at Madsen er fængslet frem til dom i sagen. Den begynder ved Københavns Byret 8. marts.
– Som sagen ligger, hvor der er rejst tiltale og berammet retsmøder, så ved min klient godt, at det er usandsynligt, at retten skulle vælge at løslade ham på nuværende tidspunkt, siger Betina Hald Engmark til Ekstra Bladet.
– Nu må vi vente og se, hvad der sker. Vi håber selvfølgelig på en fair og retfærdig rettergang.
Nægter drab men erkender partering
Peter Madsen har indtil videre kategorisk afvist politiets påstand om, at han har dræbt den svenske journalist Kim Wall. Han nægter også anklagen om, at 14 knivstik i Walls underliv betyder, at motivet er seksuelt.
Omvendt erkender han at have parteret liget og smidt det i vandet. Kvindens død skyldes ifølge Madsen en ulykke om bord på ubåden.
OVERBLIK: Kim Wall blev mishandlet i Peter Madsens ubåd
Anklagemyndigheden mener, at den svenske journalist Kim Wall blev mishandlet, før Peter Madsen dræbte hende.
Den svenske journalist Kim Wall døde i raketentusiasten Peter Madsens hjemmebyggede ubåd.
Mishandlet, dræbt og parteret, lyder anklagen. Madsen nægter sig skyldig.
Sagen har været en af de mest opsigtsvækkende drabssager – både i Danmark og i udlandet. Her kan du få et overblik:
- 10. august klokken 19 tager Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall afsted sammen i den hjemmebyggede ubåd “UC3 Nautilus”. De stævner ud fra Refshaleøen i København.
- Natten til 11. august melder Kim Walls kæreste hende savnet. Wall er ikke kommet hjem fra ubådsturen, der burde være endt sent om aftenen.
- 11. august finder man efter lang tids eftersøgning “UC3 Nautilus” i Køge Bugt. Ubåden begynder at synke, og Peter Madsen bliver reddet i land. Han siger, at en fejl fik ubåden til at gå ned, og at Kim Wall om aftenen blev sat i land på Refshaleøen.
- 12. august bliver Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
- Natten til 13. august får man ubåden bragt på land, og undersøgelser af den begynder. Politiet siger, at ubåden sank som følge af en bevidst handling, og at det formodes, at Kim Wall er død.
- 21. august oplyser politiet, at Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden som følge af en ulykke. Han skaffede sig efterfølgende af med liget i Køge Bugt. Om eftermiddagen anmelder en cyklist fundet af et lig i vandet ved Vestamager.
- 22. august oplyser politiet, at arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en “bevidst afskæring”. Politiet oplyser dagen efter, at dna-profilen matcher Kim Wall.
- 24. august er Peter Madsen på ny til afhøring hos politiet. Her bliver han sigtet for usømmelig omgang med lig. Madsen erkender sig skyldig i at have smidt Wall i havet, efter at hun ifølge ham døde, da hun fik en tung luge i hovedet. Men han nægter at have parteret hende.
- 5. september får Peter Madsen forlænget sin varetægtsfængsling i fire uger. Denne gang vurderer dommeren, at der er begrundet mistanke om drab og usømmelig omgang med lig.
- 3. oktober fremlægger anklagemyndigheden nye beviser i sagen efter at have undersøgt Peter Madsens computer. Blandt andet er der fundet optagelser af kvinder, der bliver dræbt og tortureret. Det kommer også frem, at Wall er blevet stukket 14 gange i underlivet og en enkelt gang i brystet.
- 7. oktober oplyser politiet, at man har fundet Kim Walls hoved, to ben, tøj og en kniv i Køge Bugt. Der er ingen spor af fraktur på kraniet. Dermed forekommer det usandsynligt, at Madsens forklaring om hendes død er sand.
- 30. oktober kommer det frem, at Peter Madsen har ændret sin forklaring på, hvordan Kim Wall døde. Det er sket under en afhøring 14. oktober. Nu siger han, at hun formentlig døde af kulilteforgiftning, mens han var på ubådens dæk. Han erkender nu at have parteret Wall. I forbindelse med afhøringen 14. oktober blev Madsen desuden præsenteret for en ny sigtelse. Politiet mener, at de 14 knivstik i Walls underliv udgør en overtrædelse af straffelovens paragraf om anden kønslig omgang end samleje under særligt skærpende omstændigheder. Drabet får dermed karakter af at være seksuelt motiveret. Peter Madsen nægter sig skyldig i den del af sigtelsen, ligesom han også fastholder sin uskyld, hvad angår sigtelsen om drab.
- 14. november oplyser Peter Madsens advokat, at han frivilligt går med til at lade sin fængsling forlænge i yderligere fire uger. Foreløbig skal han sidde fængslet frem til 13. december.
- 21. november finder Forsvarets dykkere i samarbejde med politiet en arm i Køge Bugt. Det viser sig, at det er Kim Walls.
- 29. november klokken 10.20 finder dykkere Kim Walls anden arm i Køge Bugt.
- 16. januar oplyser anklagemyndigheden, at der er rejst tiltale mod Madsen. Der er krav om fængsel på livstid eller forvaring.
- 23. januar afslører anklageskriftet mod Peter Madsen, at anklagemyndigheden mener, at Kim Wall blev mishandlet, før hun blev slået ihjel.
- Efter planen begynder retssagen mod Madsen 8. marts 2018 i Københavns Byret. Sidste planlagte retsmøde er 25. april 2018.
Kilde: Ritzau
Anklagemyndigheden mener, at Madsen skal straffes med fængsel på livstid. Der er afsat 12 dage til retssagen. Det sidste planlagte retsmøde er 25. april.