PET: Terrorister gemmer sig ikke blandt flygtninge
Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer, at terrorister ikke benytter sig af flygtningeruter.
Formentlig ingen terrorister, ingen ændring i terrortruslen og ingen forhøjet kriminalitet.
Det er budskabet fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigspolitiet, som tirsdag sammen med justitsminister Søren Pind (V) holdt pressemøde om flygte- og migrantsituationen i Danmark de seneste uger.
Blandt andre Dansk Folkeparti har ytret bekymring for, at terrorister er sluppet ind over Danmarks grænser, men konstitueret PET-chef Finn Borch Andersen siger:
– Der er ingen ændring i terrortruslen.
– De efterretninger vi har og på baggrund af dem, vurderer vi, at organiserede, militante islamiske grupper ikke vil benytte menneskesmuglernetværk eller flygtningeruter til at søge at få terrorister ind i Vesten, herunder Danmark.
For stor risiko
Finn Borch Andersen siger, at flygtningeruten fra for eksempel Syrien til Danmark er for risikabel.
– Den rejserute er forbundet med så stor risiko, både hvad angår de pågældendes sikkerhed og risiko for at blive opdaget, at det ikke er en hensigtsmæssig rejserute.
– Derfor er det vores vurdering, at man vil være tilbageholdne med at prøve initiativer af den art, siger Finn Borch Andersen.
Terrororganisationer har ellers truet med at sende folk med blandt flygtninge til Europa, men PET-chefen vurderer, at der er tale om en “bevidst vildledning”.
– Det kan naturligvis ikke afvises, at der blandt flygtningene kan være enkeltpersoner, der sympatiserer med militant islamisme.
Er flygtet fra militante islamister
– Det er bare vigtigt at understrege, at de flygtninge, som vi aktuelt ser fra Syrien og Irak, må vurderes netop at flygte fra militante islamistiske grupper, siger Finn Borch Andersen.
Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg tilføjer, at flygtninge- og migrantpresset ikke har haft betydning for kriminaliteten i Danmark.
– Vi ser ingen tendenser overhovedet til, at kriminaliteten stiger noget som helst sted i Danmark. Det er vores vurdering, at de fleste, som er kommet ind i Danmark, de er rejst videre.
– Intet taler for, at vi skulle have fået flere kriminelle i landet på grund af situationen, siger rigspolitichefen.
Han tilføjer desuden, at politiet ikke har registreret “en ophobning” af illegale indvandrere nogen steder i Danmark.
/ritzau/