PET-chef træder af

PET-chef Jens Madsen fratræder sin stilling. Foto: Mads Nissen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

PET-chef Jens Madsen fratræder sin stilling efter at have bestredet posten i godt og vel halvandet år. Det oplyser Justitsministeriet.

Det sker få timer før, at Rigspolitiet onsdag vil fremlægge en evaluering af myndigheders indsats under terrorangrebet i februar, hvor det ventes, at der vil være kritik af PETs indsats op til angrebene.

PET har fået hård kritik fra flere fronter efter terrorangrebet, hvor Omar El-Hussein åbnede ild mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade og dræbte to personer.

Siden er det kommet frem, at PET fire måneder forinden var blevet orienteret om, at den 22-årige mand udgjorde en potentiel terrortrussel. Allerede tilbage i september 2014 gjorde Kriminalforsorgen PET opmærksom på, at Omar El-Hussein var blevet radikaliseret, og at han havde givet udtryk for, at han var klar til at kæmpe for Islamisk Stat i Syrien.

Derudover har der været hård kritik af de manglende sikkerhedsforanstaltninger omkring de jødiske institutioner i København, og flere terroreksperter undrede sig højlydt over, at PET ikke havde skærpet foranstaltninger efter angrebene i Paris i januar.

Jens Madsen rykker til Rigspolitiet

Justitsministeriet oplyser, at Jens Madsen i stedet vil tiltræde en anden stilling hos Rigspolitiet. Hovedpersonen selv siger, at det har været en »meget krævende periode«.

»Det har været en spændende udfordring at lede PET de sidste halvandet år. Det er ikke nogen hemmelighed, at det er en meget krævende stilling og har været en meget krævende periode,« siger Jens Madsen i en pressemeddelelse.

»Efter grundige overvejelser har jeg aftalt med departementschefen i Justitsministeriet og rigspolitichefen, at jeg nu vil kaste mig over nye opgaver med at udvikle dansk politi,« siger han.

Jens Madsen kom til PET fra en stilling som statsadvokat for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

BNB

Powered by Labrador CMS