Personbil mast mellem to lastbiler – fører på vej til Rigshospitalet med politieskorte

En kvindelig fører af en personbil blev onsdag morgen fanget og mast mellem to lastbiler.

En kvindelig bilist blev tidligere mast mellem to lastbiler ved afkørsel Greve S. Foto: Vejdirektoratet.
Offentliggjort Sidst opdateret

Opdatering: Den 42-årige kvindelige fører af personbilen er uden for livsfare.

Det uheld på Køge Bugt Motorvejen, der tidligere blev beskrevet som rent materielt, har udviklet sig.

I den personbil, der blev mast mellem to lastbiler i et harmonikasammenstød, befandt sig en kvindelig fører.

Det har taget omkring halvanden time at få hende ud af bilen og over i en ambulance.

– Vi måtte have to kraner til at trække lastbilerne fri. De blev kørt til stedet med eskorte, siger Martin Bjerregaard, pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, til Newsbreak.dk.

Martin Bjerregaard oplyser endvidere, at man ikke på nuværende tidspunkt kender kvindens tilstand og at man venter på en melding fra Rigshospitalet.

– Der blev hun kørt til med politieskorte, siger han.

Ifølge Martin Bjerregaard blev føreren af den bagerste lastbil tidligere kørt på Køge Sygehus, og han er derfor ikke helt klar over, hvad årsagen til ulykken er.

– Han er ikke afhørt endnu. Han var øjensynligt ikke alvorligt tilskadekommen, men måske i chok, siger Martin Bjerregaard.

Uheldet, der skete omkring afkørsel 29, Greve S, har hele morgenen skabt store problemer i trafikken på Køge Bugt Motorvejen – lige nu skulle 4. spor igen være farbart – dog kun for bilister, der er blevet fanget af uheldet.

Powered by Labrador CMS