Person påkørt og dræbt af tog: Trafikken indstillet

En person er afgået ved døden efter at være blevet påkørt af et tog i udkanten af Slagelse.

En person er blevet påkørt og dræbt af et tog et sted i udkanten af Slagelse. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

En person er mandag morgen blevet påkørt og dræbt af et tog i den østlige del af byen Slagelse. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Newsbreak.dk.

– Jeg kan ikke sige så meget andet. Vi ved ikke, hvem det er. Vi har ikke styr på, om det er en han eller en hun, siger vagtchef Anders Mikkelsen.

Skete ikke på en station

Han fortæller, at ulykken ikke er sket ved en station men snarere et sted på ruten fra Slagelse mod Sorø, i udkanten af Slagelse. Togtrafikken, det være sig IC-tog og regionaltog, er indstillet, imens politiet arbejder på ulykkesstedet.

DSB oplyser, at der er indsat togbusser til at afhjælpe trafikken i den mellemliggende periode.

– Der er selvfølgelig lukket, indtil vi er færdige derude. Der skal ryddes op, og vi arbejder på banen, siger Anders Mikkelsen.

Der er for nu ingen tidshorisont på, hvornår togtrafikken kommer op at køre igen.

Powered by Labrador CMS