Pernille Vermund erkender: -Det er for meget
Nye Borgerliges formand går i kødet på "Twitter-segmentet", og slår samtidig fast, at racisme er uacceptabelt
Tonen i den politiske debat om indvandrere kan blive for hånd, siger partiformand Pernille Vermund i sin tale på Nye Borgerliges årsmøde i Vejle.
- Jeg erkender, at når debatten bliver ophedet, så kan tonen blive hård – også sommetider for hård. At vreden over, at problemerne med uintegrerede indvandrere ikke bliver løst, kan være svær at holde tilbage – også for mig, siger hun.
Udtalelsen kommer, efter at partiet tidligere på ugen ekskluderede et medlem - en kandidat til kommunalvalget.
Og i sidste uge sagde Vermund til Ekstrabladet, at hun fortrød en udtalelse i en DR-kommentar fra 2019, hvor hun brugte betegnelsen "perker".
- Men det nytter ikke at lade som om, at problemerne går væk af sig selv. Det gør de ikke. Problemerne skal løses. Fra bunden. Nu. Vi skylder hinanden at passe på Danmark, siger Vermund.
Alle har et ansvar
Partiformanden gør i kødet på det, som hun kalder "Twitter-segmentet".
Hun siger, at alle har et ansvar for ikke at grave grøfter og udskamme.
Tidligere på ugen blev Henning Linnemann, som var kandidat til kommunalvalget, ekskluderet af partiet, fordi han for nogle år siden, skrev på Facebook, at han "dræber også gerne en muslim eller to".
- Vi tolerer ikke racisme i Nye Borgerlige. Vi tolererer ikke vold og opfordringer til vold. Derfor smider vi også konsekvent dem ud af partiet, der giver udtryk for den slags, siger Vermund.
Det sidste bliver modtaget med applaus fra salen.
For et af partiets midtjyske medlemmer, Niels Lauritsen, er det en logisk konsekvens, at Linnemann bliver smidt ud:
- Man må ikke slå folk ihjel, sådan er loven.