Pernille Skipper til Holger K.: Så forsvar dog ministerpensionen

Pernille Skipper (EL). Foto: Facebook.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man er imod reglerne om eftervederlag, så må man sige nej tak til at modtage det.

Sådan lyder meldingen fra Enhedslistens Pernille Skipper (Ø), efter tidligere skatte- og udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) over for TV 2 har erklæret, at han agter at beholde sin ministerpension, selv om han er parat til at se på, om reglerne skal ændres.

Holger K. Nielsen argumenter med, at det handler om en principiel sag. Regler er regler, og som det ser ud lige nu, er ministerpensionen noget, der er vedtaget i Folketinget. Derfor mener han ikke, at man individuelt skal forholde sig til, om man skal modtage den eller ej.

Den argumentation giver Pernille Skipper dog ikke meget for.

»Jeg synes, det er noget pamperi, når politikere giver sig selv gunstige vilkår, så de får løn og pension samtidig, og så ikke engang vil stille sig op og forsvare dem. Hvis man synes, at reglerne er urimelige, behøver man ikke at følge dem,« siger hun.

Pernille Skipper finder reglerne uretfærdige, og hun påpeger, at Enhedslisten i april stillede forslag om at ophæve politikernes mulighed for at modtage ministerpension:

»Der stemte SF imod. Derfor har jeg meget svært ved at forstå, at man ikke vil forsvare det. Det er noget mærkeligt noget at gemme sig bagved reglerne og sige, at man ikke vil fraskrive sig retten, fordi sådan er reglerne, men samtidigt ikke vil forsvare reglerne.«

Hun understreger, at Holger K. Nielsen som folketingsmedlem på lige fod med alle andre folketingsmedlemmer stemmer om de regler, der skal gælde på området. Derfor synes hun, at han enten må forsvare reglerne eller fraskrive sig retten til ministerpensionen.

Debatten om politikernes eftervederlag er blusset op, efter det kom frem, at forsvarsminister Carl Holst (V) får løn som regionsrådsformand i et år, selv om han frivilligt er trådt tilbage. Carl Holst endte at fraskrive sig tæt på halvdelen af det fulde beløb.

Også lederen af Alternativet, Uffe Elbæk (Å), har opgivet sin ret til ministerpension fra sin tid som radikal kulturminister.

Til TV 2 siger Holger K. Nielsen, at det ikke er » rimeligt og rigtigt, at man som enkeltperson individuelt skal forholde sig til, om de regler er rimelige eller ej«.

»Det er et politisk spørgsmål, som vi er nødt til at diskutere i Folketinget, og som vi også skal diskutere her til efteråret. Og da er jeg bestemt villig til at se på en ændring af de her ting,« siger SF-politikeren.

Powered by Labrador CMS