Perlemål afgjorde Champions League-kamp
Med et flot frispark var brasilianeren Fred med til at vende 0-1 til 2-1 for Shakhtar Donetsk mod AS Roma.
Onsdag aften vandt ukrainerne hjemmekampen med 2-1, selv om Roma var klart bedst i første halvleg og førte 1-0 ved pausen.
Brasilianeren Fred blev matchvinder med en frisparksperle efter 70 minutter.
Forud for hans mål var gået en kamp med to vidt forskellige ansigter.
I første halvleg var Roma det bedste hold, men et stort overtag blev kun vekslet til få målchancer. Det lykkedes dog til sidst i halvlegen at få udbytte af overtaget.
Edin Dzeko spillede Cengiz Ünder fri i dybden, og den 20-årige tyrker scorede for femte gang i de sidste fire kampe.
Lige før pausefløjtet kom Serhiy Kryvtsov til skade, da han landede grimt efter en hovedstødsduel. Han blev båret ud, med hvad der lignede en slem ankelskade.
Storspil i målet
Det lod hjemmeholdet sig ikke ryste af. Tværtimod overtog holdet fuldstændig initiativet kort inde i anden halvleg.
I det 52. minut faldt udligningen, da Facundo Ferreyra efter et langt løb snørede forsvarsspilleren Kostas Manolas og lagde bolden i mål.
Få minutter efter kunne det være blevet 2-1, men en pragtredning fra Roma-målmand Alisson sørgede for, at 1-1 fortsat var stillingen.
Alisson viste atter storspil efter en times spil, hvor han fik svinget sin venstre hånd op i målhjørnet for at afværge et skud fra sin brasilianske landsmand Taison.
Målmanden var dog chanceløs, da Fred med 20 minutter tilbage af opgøret scorede til 2-1. Brasilianeren drejede et frispark op under overliggeren, og Alisson sprællede forgæves.
I slutfasen pressede ukrainerne på for endnu en scoring og var yderst tæt på. Dybt inde i overtiden præsterede Alisson dog et godt bud på årets redning for Roma.
Dermed sørgede han for, at italienerne kun er nede med 1-2 inden returkampen på hjemmebane 13. marts.
I aftenens anden kamp spillede Manchester United og Sevilla 0-0 på Uniteds hjemmebane, Old Trafford.