Pensionist blev pludselig millionær

En østjysk pensionist blev pludselig millionær. Pengene skal bruges på at "skrue tiden tilbage"

Offentliggjort

En ældre mand fra det østjyske har med en frisk Lotto million i banken fundet på en fiks måde at skrue tiden tilbage på. Han vil nemlig bruge sin gevinst på at udleve minderne fra sin ungdom, hvor han gik og skruede på tidens hotteste bil-modeller.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse. 

Vil bygge værksted

- Ja, jeg har en ide om, at jeg godt kunne tænke mig at bygge et værksted. Jeg er sådan en gørdetselv-mand, og jeg har kigget lidt på at købe en gammel bil, som jeg kan skrue lidt på, forklarer manden.

Han er selv en ældre årgang, og han ved godt at ældre modeller kræver en ekstra kærlig hånd, og den glæder han sig til at give.

Ikke så dyre

- De der gamle biler, dem kan jeg godt lide. De kan sgu ikke mere end alle andre, men for mig kan de noget. De ruster godt nok ad helvede til, men de er ikke så dyre, så der skulle også være råd til lidt rustbeskyttelse, griner han.

Skal vænne sig til det

Inden han går i gang med at kigge bil-annoncer og bestille byggematerialer til det nye værksted, så skal han og kæresten dog lige på en romantisk getaway for at fejre milliongevinsten.

"Det er faktisk det eneste luksus, vi har tilladt os i første omgang. Det er jo ikke fordi vi er bund-nærige, men jeg tror lige, at jeg skal vænne mig til at have vundet så mange penge," siger han.

Powered by Labrador CMS