Penkowa for retten igen
Fredag tager Københavns Byret hul på en ti dage lang behandling af sagen mod hjerneforskeren Milena Penkowa, som er tiltalt for groft dokumentfalsk.
Forfalskningen af dokumenterne har ifølge anklageskriftet fra Københavns Politi fundet sted helt tilbage i 2003. Dokumenterne skulle bevise, at Penkowa havde fået udført et meget stort antal rotteforsøg hos et firma i Spanien.
Resultaterne af forsøgene lå til grund for Penkowas forskning, og blev brugt i både videnskabelige artikler og i hendes doktorafhandling, der i 2003 blev afvist af et enigt bedømmelsesudvalg på Universitetet på grund af manglende dokumentation.
Penkowa selv har hele tiden nægtet sig skyldig, men udtaler sig ikke om sagen på anden måde end gennem sin advokat, Kåre Pihlmann. Han har tidligere peget på, at det er en usædvanligt gammel sag, som nu rejses.
Først i 2011 meldte Københavns Universitet Penkowa til politiet for forfalskning af rottedokumenterne i 2003, men to år senere afviste politiet at rejse tiltale. Sagen blev anset for forældet efter den normale frist på fem år.
Dokumentfalsk af særlig grov karakter
Det lykkedes dog Københavns Universitet at overbevise anklagemyndigheden om at der kunne rejses tiltale for dokumentfalsk af særlig grov karakter.
Ved groft dokumentfalsk er forældelsesfristen længere, og sagen blev berammet til at løbe i byretten over 10 dage, startende den 21. august 2015.
Når der efter planen fældes dom den 24. september er det således 13 år siden, de omstridte dokumenter blev til.
Penkowa er allerede én gang dømt for dokumentfalsk. I 2008 blev hun meldt til politiet af Dansk Selskab for Neurovidenskab for underslæb og dokumentfalsk. Byretten kendte hende skyldig og idømte hende tre måneders betinget fængsel.
I november 2010 skrev Weekendavisens journalist Poul Pilgaard Johnsen den første af en lang række artikler, der afslørede flere sager mod Milena Penkowa.
Blandt andet havde Københavns Universitet betalt to millioner kroner tilbage til IMK Almene Fond, som havde doneret 5.650.000 kroner til Penkowa i 2005 og siden fandt, at en del af midlerne var blevet brugt til andet end forskningsformål.