Patricks sære vane sender ham nu bag tremmer
Den 26-årige mand beder om tilgivelse for sine synder.
Patrick D. Beeman har et problem, og han ved det godt selv.
– Jeg er nødt til at får styr på tingene og bede om tilgivelse hver eneste dag, sagde han, da han stod foran en dommer i en sag, der faldt dom i mandag, 1. juli 2019. Det skriver USA Today.
Patricks synd er ikke en, man hører om hver dag, men den har alligevel kostet ham en klækkelig bøde, en tid i fængsel, strenge restriktioner, samfundstjeneste og prøveløsladelse i de kommende år.
Så hvad er det, 26-årige Patrick har gjort? Han har stoppet toiletter til i byen Sheboygan, der ligger i Wisconsin i USA, ud til Lake Michigan. Politiet blev bekendt med sagen tilbage i marts, da et dametoilet i en kommunal bygning flød over, fordi der var proppet en plastikflaske ned i det.
På sporet af Patrick
Det fik politiet til at se nærmere på først andre toiletter i bygningen og siden sager, der lignede den aktuelle sag. Man fandt ud af, at der flere gange før var sket noget lignende i byen, og efterforskningen førte såmænd også politiet til Patrick D. Beeman.
Beeman arbejdede for et vikarbureau, og en af hans foresatte kunne fortælle politiet, at Patrick før havde proppet plastikflasker ned i toiletter hos virksomheder, han var vikaransat hos.
Politiet tog nu fat i Beeman selv, der erkendte sine synder. Han fortalte politiet, at han til tider bliver ramt af en trang til at gøre mærkelige ting, såsom at lede efter plastikflasker i skraldespande med henblik på at stoppe dem ned i toiletter. Han stoppede i øvrigt, da han opdagede, at politiet var blevet involveret i sagerne.
Dommeren var ikke mild
Det kunne dog ikke slette fortidens handlinger fra historiebøgerne, og til sidst måtte Patrick altså for en dommer.
Sagens anklager ønskede, at Patrick skulle i fængsel i 30 dage. Dommeren mente, at det var for mild en straf, og han idømte derfor Patrick 30 dages fængsel for hvert toilet, han blev dømt for at have stoppet til. Fem i alt. 150 dages fængsel.
Derudover blev Patrick dømt til at betale mere end 35.000 kroner i erstatning. Han fraskriver sig retten til at drikke alkohol eller indtage andre substanser, han skal gennemføre 100 timers samfundstjeneste, og så skal han altså i fængsel.
Han har dog fået lov til at arbejde, mens han sidder fængslet. Han skal blot tilbage i cellen hver dag, når arbejdet er slut.