Patrick Nielsen gør comeback i 2018
28. april står bokseren Patrick Nielsen over for den tidligere verdensmester Arthur Abraham.
Supermellemvægtsbokseren Patrick Nielsen er tilbage i bokseringen, når han 28. april møder den tidligere verdensmester Arthur Abraham i Offenburg i Tyskland.
Det skriver Team Sauerland i en pressemeddelelse.
Dermed skal 26-årige Nielsen i aktion for første gang, siden han i oktober blev banket i gulvet i femte omgang af briten John Ryder ved et stævne i London.
Patrick Nielsen “kan ikke vente” til at duellere med Abraham.
– Min seneste kamp satte virkelig tingene i perspektiv. Jeg har ændret nogle ting i min træning og i mit private liv.
– Og nu er jeg 100 procent fokuseret på boksning. Folk vil få den rigtige Patrick Nielsen at se, siger danskeren.
38-årige Abraham, der gennem karrieren har vundet 46 og tabt seks kampe, slår fast, at han ikke har tænkt sig at stoppe karrieren.
– Jeg glæder mig til at møde Patrick Nielsen og levere en god præstation for mine fans. Jeg ved, at Patrick er en god bokser.
– Det bliver en god test for mig og en chance til at bevise, at jeg er klar til at kæmpe med om VM-titler igen, siger Abraham.