Patientsikkerhed: Opgør med papirtyranni er godt

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Selskab for patientsikkerhed glæder sig over udsigten til mere specialiserede kvalitetsplaner på hospitalerne.

Landets sundhedspersonale skal ikke bruge alle kræfterne på at kontrollere. De skal have patienterne i fokus, og der bliver der mulighed for, når Den Danske Kvalitetsmodel fra årsskiftet droppes på landets sygehuse.

Sådan lyder meldingen fra Beth Lilja, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, efter regeringens melding om at de mange registreringskrav, der følger med kvalitetsmodellen, snart skal være fortid på landets hospitaler.

– Vi synes, det er en rigtig god udvikling.

– Rigtig mange ressourcer har været bundet op på at kontrollere, så der ikke har været overskud til at tage fat de steder, hvor patienter, læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle oplever, der er problemer, siger hun.

Landets hospitaler har været tvunget til at efterleve Den Danske Kvalitetsmodel siden 2005.

Den har været skydeskive for kritik, fordi den har medført en lang række krav til registreringer, som de sundhedsfaglige mener er unødvendige.

Hos Dansk Selskab for Patientsikkerhed mener man, at modellen har udtjent sin værnepligt. For hvis de ansatte skal løbe hurtigere, er der ikke tid nok til at bruge modellen, lyder det.

– Dem der er ansvarlige for sundhedsvæsnet skal i stedet sætte nogle overordnede mål. Det kan være reduktion af død, skader eller lignende.

– Så må man gå efter de forskellige mål på hver enkelt afdeling. Det er jo forskellige ting alt efter hvilken afdeling, det er, lyder Beth Liljas bud på en mere gangbar vej til højere kvalitet.

– Der må man bringe læger og sygeplejerskers faglighed meget mere i spil i stedet for at udsende centrale retningslinjer, siger hun.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) lancerer ifølge Politiken mandag regeringens “Nationalt kvalitetsprogram på sundhedsområdet 2015-2018,” der medfører de ændrede regler.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS