Patientformand: Spar penge på andet end vigtig medicin
Sundhedsvæsnet skal ikke afskære patienter fra vigtig medicin på grund af prisen, mener Danske Patienter.
Selvfølgelig skal regionerne være så skarpe i forhandlingerne med medicinindustrien om prisen på ny medicin, som de overhovedet kan.
Men det er helt urimeligt at afvise at tage ny medicin i brug, som virker, på grund af prisen.
Det mener formanden for paraplyorganisationen Danske Patienter, Lars Engberg.
– Jeg kan ikke forestille mig, at man vil sige til en patient: Vi har godt nok noget medicin, der hjælper på din sygdom. Men du kan ikke få det, for det er alt for dyrt. Det ville være helt forkert.
– Det eneste rigtige er at tage afsæt i – som i dag, om medicinen virker eller ej, siger Lars Engberg til Ritzau.
Danske Regioner er bekymrede for, at udgifter til stadigt dyrere ny sygehusmedicin skal slå benene væk under sundhedsøkonomien.
Regionerne frygter, at de nuværende omkring syv milliarder i årlig udgift til sygehusmedicin med den nuværende udvikling om bare fem år er fordoblet til 14 milliarder kroner.
– Men den udvikling er altid gået op og ned, og det er en glidebane, hvis vi siger nej til behandling, der virker, siger Engberg.
Han mener i stedet, at politikerne skal se på, hvordan de kan gøre sundhedsvæsnet mere effektivt på andre områder.
– Man kan spare mange, mange penge på færre unødvendige genindlæggelser og ved at forebygge liggesår og infektioner på hospitalerne. Rehabilitering er et andet område, hvor der er mange penge at hente, siger han.
– Men man skal ikke starte med at afskære patienterne fra den nye og forbedrede medicin, som kan gøre en stor forskel i deres liv, siger han.
Han peger på, at det også vil skabe en stor ulighed i sundhedsvæsnet, hvis nogle patienter selv kan skaffe sig dyr medicin, mens andre ikke har råd.
Dyr medicin skal debatteres på Danske Regioners generalforsamling i dag i Aarhus.
/ritzau/