Passagerfly i dramatisk luftaktion

For at undgå kollision måtte et iransk passagerfly hurtigt gå ned i højde. Flere passagerer fik mindre skader.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et iransk passagerfly kom i problemer, da det sent torsdag mødte et kampfly i det syriske luftrum.

Det rapporterer den statslige tv-kanal i Iran Irib.

Flyet fra selskabet Mahan Air var på vej fra Teheran til Beirut, da det ifølge Irib måtte gå hurtigt ned i højde for at undgå en kollision.

Umiddelbart efter hændelsen hævdede Irib, at der var tale om to israelske kampfly.

Imens lød meldingen fra syriske kilder, at den USA-ledede koalition var ansvarlig for hændelsen.

Det statslige, syriske nyhedsbureau, Sana, citerede luftfartskilder, der fortalte at “et fly, der menes at være tilknyttet den amerikanskledede koalition, afskar et civilt iransk fly i syrisk luftrum over Al-Tanf-området og tvang dermed piloten til hurtigt at gå ned i højde”.

Ifølge kilderne forårsagede hændelsen “mindre skader blandt passagererne”.

Et iransk passagerfly fra selskabet Mahan Air måtte torsdag aften hurtigt gå ned i højde over syrisk luftrum for at undgå at kollidere med et kampfly. (Arkivfoto) Foto: Mohamed Al-Sayaghi/Reuters
Et iransk passagerfly fra selskabet Mahan Air måtte torsdag aften hurtigt gå ned i højde over syrisk luftrum for at undgå at kollidere med et kampfly. (Arkivfoto) Foto: Mohamed Al-Sayaghi/Reuters

Al-Tanf er en amerikansk militærbase, der ligger i den syriske provins Homs.

Natten til fredag dansk tid bekræfter USA, at der var tale om et amerikansk F-15-fly på en rutineflyvning, som udførte en visuel inspektion af passagerflyet.

Det skulle ifølge Bill Urban, en talsmand for det amerikanske militær, være sket i en sikker afstand på omkring 1000 meter.

Inspektionen blev udført for at sikre sikkerheden for det amerikanske militærpersonale på Al-Tanf-basen, siger Bill Urban.

En journalist fra Irib, som var om bord på passagerflyet, fortæller, at kampflyene kom inden for en rækkevidde af 200 meter fra flyet.

– Det var ikke blot en trussel, men et de facto-angreb fra zionisterne (Israel, red.) på det iranske fly, siger journalisten.

– Detaljerne omkring hændelsen er stadig ved at blive undersøgt, og herefter vil vi iværksætte politiske og juridiske handlinger, siger Abbas Mussawi, der er talsmand for Irans udenrigsministerium, ifølge det iranske nyhedsbureau Isna.

Han uddyber ikke hvilke politiske og juridiske handlinger.

Passagerflyet er siden landet i Beirut, fortæller chefen for lufthavnen i den libanesiske hovedstad, Fadi al-Hassan.

– Alle passagererne har det godt, men nogle har fået mindre skader. De fleste af dem som følge af chok og frygt, siger Fadi al-Hassan til den libanesiske tv-station New Television.

Chefen for Røde Kors i Libanon, George Kettned, bekræfter, at ingen passagerer er bragt til hospitalet, og at de hovedsageligt er ramt af chok.

 

Powered by Labrador CMS