Passagerer vinder kamp om forsinkede fly
Nu er det ikke længere muligt for flyselskaberne at diskutere, om flyet var forsinket eller ej. En EU-dom er på forbrugernes side.
Hvad enten man skal nå et andet fly eller bare tripper efter at begynde ferien, er det både stressende og frustrerende, når flyet er forsinket. Som et plaster på såret kan man, hvis flyet er mere end tre timer forsinket, søge kompensation.
Men flyselskaber og passagerer har i årevis været uenige om, hvornår den tretimers tidsgrænse gælder fra. Flyselskaberne har holdt på, at flyets ankomsttid er, når dækkene rammer landingsbanen, og ikke når flyets døre åbner. Det skriver Fodor´s Travel.
Men en EU-dom slår nu fast, at flyets ankomsttid er, når mindst én af flyets døre er åbnet. Det betyder, at selv om flyet lander inden for den tre timers grænse for forsinkelser, kan passagerne stadig søge kompensation, hvis den tid det tager at komme fra landingsbanen og til gaten, gør, at forsinkelsen i alt bliver mere end tre timer.
Og EU-dommens afklaring kommer forbrugerne til gode. Det fortæller Asta Ostrowski, der er seniorrådgiver på transportområdet, fra Forbrugerrådet Tænk.
– Det her er et område, som ikke længere vil være uklart, og hvor der er gode retningslinjer, som beskytter passagerne, siger hun til Newspaq.
Det er nemlig ikke omkostningsfrit, hvis flyet bliver forsinket, påpeger Asta Ostrowski.
– Forsinkelsen kan godt blive lang, hvis man sidder tre kvarter i flyet og venter, inden man får lov til at gå fra borde. Hvis passageren skal videre, kan forsinkelsen betyde, man ikke når det andet fly, et møde eller hvad man nu skal til. Så det kan have ret store konsekvenser. Og så har det selvfølgelig en betydning, fra hvornår forsinkelsen bliver regnet, siger hun til Newspaq.
Reglen omhandler alle EU-regulerede flyselskaber og kompensationsbeløbene ligger fra omkring 900 kroner og op til 4700 kroner.
Newspaq