Påskemylder: Her er de travleste rejsedage
Hvis du skal skal på rejse gennem landet i påsken, bør du tage højde for påsketravlhed.
Påsken står for døren, og er du i færd med at planlægge turen hjem til familiehygge, påskefrokost eller et smut i sommerhuset, så bør du tage højde for, du skal undgå at køre af sted i bilen lige præcis skærtorsdag mellem 9.00 og 15.00.
Her vil påsketrafikken nemlig kulminere, og Vejdirektoratet forventer stor risiko for kødannelser og forlænget rejsetid netop i dette tidsrum flere steder i landet.
»Skærtorsdag bliver den helt store udrejsedag. I tidsrummet fra 9.00-15.00 vil der være ekstra meget trafik på vejene, og det er især fra Sjælland mod Jylland og ned mod Sønderjylland og grænsen. Derudover indledes sommerhussæsonen, og det er også særligt skærtorsdag, at folk tager af sted. Derfor vil der også være en del trafik langs den jyske vestkyst og i Nordsjælland, også på de lidt mindre veje,« siger vagthavende ved Vejdirektoratet Mette Nedergaard.
Trafikken skærtorsdag er en blanding af egentlig rejsetrafik på tværs af landet og lokal trafik til sommerhuse, påskefrokoster og lokale arrangementer.
Stille langfredag
Langfredag 3. april forventes til gengæld at blive den fredeligste trafikdag i påsken. Trafiktætheden langfredag kan sammenlignes med almindelig søndagstrafik, og rådet til trafikanterne er derfor enkelt.
»Det bedste råd er også det simpleste. Rejs på andre tidspunkter end lige skærtorsdag mellem 9.00-15.00. Hvis det overhovedet er muligt, så kør af sted onsdag aften eller nyd formiddagen hjemme torsdag og kør efter 15.00. I bedste fald vent til langfredag, da det forventes at være helt normal trafik,« siger Mette Nedergaard.
Vejarbejde på motorvej
Udvidelsen af Køge Bugt Motorvejen går i påsken ind i en ny fase. Dette kan påvirke trafikken på E20 ved Køge og særligt i retning mod København. På Vestmotorvejen lige før Køge vil der nemlig kun være ét farbart kørespor fra og med 1. april om aftenen.
»Særligt på Køge Bugt Motorvejen kan man forvente kødannelse, for der har man et større vejarbejde i gang. Det er rykket lidt mod syd ved Køge og frem mod Vestmotorvejen, som går over mod Fyn. Her er der erfaringsmæssigt mere kø, fordi hastigheden er sat ned til 80 kilometer i timen,« siger Mette Nedergaard og slår fast, at påsketrafikken plejer at være næsten lige så tæt som juletrafikken:
»Det ligner hinanden i størrelsesordnen, men trafikken er presset mere sammen i påsken, fordi den indledes en torsdag, og langt de fleste får fri på samme tidspunkt, hvorimod julen spreder sig over flere dage. Det betyder igen, at det er skærtorsdag, vi kommer til at se den tætte trafik, mens det resten af påsken vil fordele sig nogenlunde jævnt,« siger hun.