Pas på: Sommeren er svindlernes tagselvbord
Kriminelle kan nemt camouflere ulovligheder med flotte fotos og lækkert layout, som ligner det, du forventer at se.
Airbnb er et populært alternativ til de traditionelle overnatningsmuligheder som hotel og hostel.
Men lokkende links til autentiske oplevelser i hjertet af drømmedestinationen har i en række tilfælde udviklet sig til et mareridt.
Politiet har den seneste tid set en lille stigning af feriespændte danskere, som fejlagtigt har troet, at de lejede en bolig gennem Airbnb, men i virkeligheden har overført store summer til kriminelle.
– Bedrageriet sker især, når vi efterlyser ferieboliger på sociale medier eller online portaler – som nu, hvor folk begynder at kigge frem mod sommerferien, siger centerchef Trine Møller fra politiets Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet (LCIK).
Svindlere er kreative
De berørte er blevet kontaktet af personer, som udgiver sig for at være en udlejer, der leder dem videre til annoncen på en falsk side, som ligner Airbnbs til forveksling.
– Når man aktivt søger noget, er man ekstra sårbar. For kriminelle sidder klar til at tilbyde lige præcis det, man efterspørger, advarer Trine Møller.
Man kan kun leje Airbnb-boliger over portalens officielle side. Så tjek, om der er et symbol af en hængelås i adressefeltet. Det angiver, at sitet – og hjemmesider generelt – anvender en sikker forbindelse.
Tidligere kunne man også kigge efter for eksempel stavefejl, dårligt sprog og formuleringer. Men mange falske hjemmesider laves i dag, så både sprog og layout minder om de ægte portaler.
– Vi ser meget kyniske metoder. Kriminelle laver digitale universer, som på alle måder svarer til det, man forventer at se, advarer Lars Arent, der er leder af det danske Forbruger Europa-kontor under EU-Kommissionen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Tænk også over, hvordan du betaler for din feriebolig.
Vær opmærksom
På Airbnb kan man for eksempel ikke betale udlejer direkte. Man skal betale over portalen. Så overfør aldrig til en tilfældig konto, selv om udlejer lokker med, at det er billigere og gebyrfrit.
Er du hoppet i, så anmeld sagen til politiet, og kontakt banken med det samme. Politiet kan undersøge, om der er mulighed for at beslaglægge pengene, men ofte er det svært, hvis pengene er kommet videre.
Samme advarsel lyder fra Forbruger Europa.
– Desværre har vi en lille succesrate for at kunne hjælpe, hvis pengene er overført til en privatperson. Så man skal virkelig tænke sig om inden, siger Lars Arent.
Og det kan virkelig betale sig at tage sine forholdsregler, bruge sin sunde fornuft og ikke agere forhippet.
Der er ikke nogen forsikringsdækning for den type bedrageri, oplyser brancheorganisationen Forsikring & Pension.
Her råder man til at kontakte sin bank, selv om man som udgangspunkt må anse pengene for værende tabt.