Pas på: Myndighed advarer mod webshop

Forbrugerombudsmanden advarer mod webshoppen prisamok.nu - det er en abonnementsfælde, lyder det.

Forbrugere er uden deres vidende blevet skrevet op til et abonnement på hjemmesiden. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Inden for en kort periode har Forbrugerombudsmanden modtaget en storm af klager over webshoppen prisamok.nu.

Det skriver de i en pressemeddelelse. Hjemmesiden viser sig at være en sand abonnementsfælde, viser myndighedens undersøgelse af webshoppen.

Hjemmesiden reklamerer med slagtilbud på alt fra køkkenudstyr til parfumer – de er bare ikke så gode til at reklamere med, at man samtidig tegner et abonnement på siden. Og dét fremgår ikke tydeligt nok på siden.

Det forklarer forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen:

“Forbrugerne har købt et produkt på prisamok.nu. Efterfølgende har de opdaget, at de ved købet samtidig er blevet tilmeldt et abonnement, hvor der hver måned bliver trukket 399 kroner på deres konto.”

”Prisamok.nu vildleder forbrugerne til at indgå et abonnement, når de køber et produkt på hjemmesiden, fordi de ikke oplyser tydeligt om, at forbrugerne skal betale for at handle.  Virksomheden bruger betalingsoplysningerne til at trække flere hundrede kroner hver måned.”

Det skriver de selv

Oplysningen om abonnementet fremgår nederst på prisamok.nu. Teksten på hjemmesiden ser således ud:

“Du kan teste prisamok gratis i en uge og spare massere af penge på indkøb til dig, din kæreste, venner og familie, eller enda din kollega. Efter den gratis prøveperiode vil prisen være 399kr pr. måned for vores eksklusive medlemskab, som du til enhver tid kan framelde og opsige dig fra igen.

Start dit medlemskab ved at gennemføre et køb og få muligheden for at få del i de mange slag tilbud og super lave priser nu!”

Man forpligter sig altså til medlemskab idet man første gang køber noget på siden.

Det er i øvrigt ikke lykkedes Forbrugerombudsmanden, der har forsøgt siden oktober, at etablere kontakt til eller finde ud af hvem, der står bag hjemmesiden.

Sådan skal du forholde dig

Er du en af dem, der er hoppet i prisamok.nu’s abonnementsfælde, så er det første du skal gøre at kontakte din bank.

Det siger forbrugerombuds Christina Toftegaard Nielsen:

”Hvis forbrugerne oplever, at der uberettiget bliver trukket penge fra deres konto, er det vigtigt, at de hurtigst muligt kontakter deres bank og anmoder banken om at stoppe betalingerne og tilbageføre pengene.”

Gode råd - hvis du er blevet snydt

Kontakt firmaet med det samme. Meddel at:

  • du ikke mener, I har indgået en aftale
  • aftalen er ugyldig
  • du vil have dine penge tilbage

Derudover skal du straks kontakte din bank, hvis du uberettiget har fået trukket penge fra din konto og anmod banken om at stoppe betalingerne og tilbageføre pengene.

Kilde: Forbrugerombudsmanden

Derudover er der en række fremgangstrin, du skal følge:

Powered by Labrador CMS