Pas på meget autentisk svindel-mail

En mail, der ser ud til at stamme fra iTunes, er nu begyndt at ramme danske internetbrugere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vi er af tre læsere, uafhængigt af hinanden, blevet gjort opmærksom på en ny svindel-mail. Den er endda så ny, at ikke engang Nets i Danmark, har hørt om den.

– Fra iTunes? Det har jeg ikke hørt om før, siger Ulrik Marschall, presserådgiver hos Nets til newsbreak.dk.

I mailen fremgår det blandt andet, at man skulle have købt nogle spil i iTunes Store; Grand Theft Auto III og Grand Theft Auto: Vice City.

–  Ja, to af dem ser forholdsvis troværdige ud. Umiddelbart tænker jeg, at det for de kriminelle gælder om at få brugeren til at trykke på ’fortryd’ linket, hvor de også opfordres til at skifte adgangskode. Jeg gætter videre, at den side hvor brugeren skal ændre adgangskode er lavet af de kriminelle, og at de dermed får adgang til brugerens iTunes konto. Snedigt, skriver Ulrik Marschall tilbage til newsbreak.dk efter vi har videresendt billederne til ham.

At de ser autentiske ud, kan en af de læsere, der har gjort newsbreak.dk opmærksom på de nye svindlerier, godt medgive:

– Jeg modtog selv mailen i går, og var næsten hoppet på den. Jeg anser ellers ikke mig selv for værende naiv i disse tilfælde. skriver Maria (efternavn kendt af redaktionen) i den medfølgende mail.

Klik ikke på linket

Det er vigtigt, at man ikke klikker på det omtalte link.

– Hvis man klikker på links på de falske mails, kan man få en trojansk hest ind på sin computer, siger Ulrik Marschall.

Disse såkaldte ‘trojanske heste’ er altså dem, der kan aflure koder og andre oplysninger til blandt andet Netbank.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en udtalelse fra Apple i Danmark, men firmaet er endnu ikke vendt tilbage.

Powered by Labrador CMS