Pas på: Her kan du blive snydt

Det grønne elselskab er ikke altid klimavenligt, og flere selskaber har fået påbud for tvivlsom markedsføring af grønne produkter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vindmøller, solceller eller bølgekraftværk. Klimaet er presset, og derfor efterspørger flere danskere grønne strømprodukter, som kommer fra miljøvenlige energikilder.

Men det kan være svært at gennemskue, om den klimavenlige strøm egentlig er helt så grøn, som den udgiver sig for at være.

Artiklen fortsætter under videoen

– Der har været flere sager, hvor selskaberne siger, at det er grøn energi, man kan købe hos dem. Men så viser det sig, at det bare er almindelig strøm, siger Henrik Bisp, der er byggesagkyndig og fagekspert i energiformer hos Videncentret Bolius.

Et klassisk trick er, at selskaberne bruger grønt brevpapir eller logoer med vindmøller, træer eller fugle.

Løftet pegefinger fra Forbrugerombudsmanden

Den type markedsføring har kostet flere elselskaber en løftet pegefinger fra Forbrugerombudsmanden på grund af vildledende markedsføring.

– Der findes grønne elprodukter, så man kan godt gøre en forskel ved at tage aktivt stilling som forbruger, siger Martin Salamon, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

– Men man skal passe på, at man ikke bruger penge på noget, som kun ligner et grønt valg.

Samme strøm i stikkontakten

Samtidig skal du vide, at al strømmen bliver blandet sammen på det fælles elnet. Du kan altså ikke være sikker på, at den strøm, som kommer ud af lige din stikkontakt, er klimavenlig.

Men du kan som forbruger handle klimavenligt ved at købe strøm fra et selskab, som benytter vedvarende energikilder.

Det kan du blandt andet få overblik over på elpris.dk, som er upartisk og drevet af Forsyningstilsynet. Her kan du sætte flueben ud for et klima-kriterium.

– På den måde kan man sikre sig, at det reelt er strøm fra klimavenlige energikilder. Man skal ikke bare lade sig lokke af fine billeder af vindmøller, for det kan bare betyde, at en lille del af strømmen derfra, siger Henrik Bisp.

Her kan du selv undersøge det

Du kan også undersøge, om dit nuværende strømprodukt ligger under klimavenlige produkter.

Hvis du vil gøre endnu mere, kan du gå ind på grøntelvalg.dk, som er drevet af Rådet for Grøn Omstilling. Her er strømprodukterne inddelt i kategorierne A til C efter, hvor positiv en effekt de har på klimaet.

På den måde er du ikke bare sikret, at strømmen kommer fra vedvarende energikilder, men også at dine penge går til at investere i nye energikilder.

– Nogle forbrugere vælger aktivt, at de gerne vil betale noget ekstra for deres strøm, mod at de støtter den grønne omstilling. Men så skal man jo også kunne stole på, at pengene reelt går til det, siger Martin Salamon.

Powered by Labrador CMS