Pas på: Glatte veje landet rundt

Vejdirektoratet er gået i gang med at salte, så tirsdagens sydsjællandske tilstande undgås.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vejdirektoratet er onsdag morgen i gang med storstilet saltning af de glatte veje i landet. Det sker efter et markant snefald tirsdag, hvor trafikken flere steder på Sjælland nærmest gik i total hårknude, fordi bilister og lastbilchauffører hverken kunne gøre fra eller til.

Onsdag morgen er danskere i det sydlige Jylland og på Sydsjælland stået op til snevejr og sne på vejene. Derfor forsøger Vejdirektoratet, der står for de statslige veje, at komme uheld og ulykker til livs, inden det bliver for glat. Det oplyser vejdirektoratet til Newsbreak.dk.

– Vi følger situationen tæt og er i gang med at salte. Vi salter der, hvor sneen falder, men det foregår også præventivt på de områder, hvor vi kan se, at vi skal være opmærksomme, fortæller vagthavende ved Vejdirektoratet, Khuram Shahzad, til Newsbreak.dk.

Hele landet saltes – næsten

Den vagthavende fortæller desuden, at der lige nu er saltning i gang i næsten hele landet. Det skyldes en masse lokale byger, der kan gøre vejene glatte. Dog med undtagelsen det nordligste Jylland – Mors-Thy, Vendsyssel – Her har der endnu ikke været behov for saltning.

Generelt set glider trafikken nogenlunde – i hvert fald på de veje, som Vejdirektoratet administrerer.

– Der har været nogle småhændelser, men ikke store problemer. De kommer måske, når der i løbet af morgenen kommer flere trafikanter på vejene, siger Khuram Shahzad.

På Twitter advarer flere politikredse om, at der er glatte veje. For eksempel i Nordjylland.

Powered by Labrador CMS