Pas på: Farlige stoffer i rense-servietter

Renser du make-uppen af med rense-servietter? Så skal du være ekstra opmærksom på problematiske stoffer. Foto: Iris/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Når mange kvinder fjerner make-uppen om aftenen, sker det med en rense-serviet. Men det kan være problematisk, siger Forbrugerrådet Tænk

Forbrugerrådet Tænk fandt problematiske stoffer i 23 ud af 30 pakker med rense-servietter til voksne.

Der findes mange våd-servietter til børn, som lever op til stramme krav om parabener, parfume og hormon-forstyrrende stoffer. Men når det handler om rense-servietter til voksne er historien en anden. Forbrugerrådet Tænk har testet 30 forskellige pakker med rense-servietter. Kun syv pakker var helt fri for uønskede stoffer.

– Det er sværere at træffe et oplyst valg, når det gælder renseservietter til voksne. I vådservietter til børn ser vi mange miljømærkede produkter. Men ved renseservietterne skal du i langt højere grad frem med luppen for at sikre dig, at pakken er uden en række problematiske stoffer, siger projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi, Stine Müller.

Mange problematiske stoffer

Blandt de 30 testede renseservietter indeholdt tre af produkterne – her i blandt to typer fra Nivea – konserveringsmidlet methylisothiazolinone. Stoffet er ikke egnet til at være i renseservietter. Det øger risikoen for at udvikle allergi, fordi rester af stoffet bliver siddende i huden.

I produkter fra Matas, Sephora og Dennis Knudsen fandt Tænk konserveringsmidlet polyaminopropyl biguanide. EU har klassificeret midlet som potentielt kræftfremkaldende.

Syv af de testede produkter indeholdt stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Derma Intensive+ fra Fakta og Cherish fra Apoteket indeholder konserveringsmidlet propylparaben.

Stoffet methylparaben, der også er på EU’s liste over hormonforstyrrende stoffer, blev fundet i Shisheido, Murad og igen i de to produkter fra Nivea.

Selvom man ikke kender risikoen ved brug af disse stoffer alene i renseservietter, vil tilstedeværelsen kunne bidrage til den samlede udsættelse for hormonforstyrrende stoffer i løbet af en dag, da de findes i mange produkter.

Alt for meget parfume

For meget parfume i hverdagen er problematisk på grund af risikoen for at udvikle allergi, derfor anbefales det, at man undgår parfume, når det ikke er nødvendigt. I 16 af renseservietterne var der parfume i.

Blandt de 30 testede rense-servietter var det kun fem, der var mærket med Astma-Allergi Danmarks Den Blå Krans, Svanemærket eller Eco Cert.

De problem-frie rense-servietter var:

Derma Eco

Irma Tusindfryd

Levevis (Dansk Supermarked)

Organic Circle (REMA 1000)

Neutral

Alle ovenstående var mærkede med Den Blå Krans, Svanemærket og/eller Eco cert.

Lidls Beauty Iseree indeholdt ikke problematiske stoffer, men den findes i en parfumeret variant også – her er det med at være opmærksom. Garnier Pure Active 2-in-1 blev også dømt til at være okay.

Powered by Labrador CMS