Pas på: Din kopi-taske kan koste dig kassen på din ferie

Render du rundt med en kopi-taske i eksempelvis Italien risikerer du en bøde på flere tusinde euro – også selvom din falske taske er købt i et helt andet land. Arkivfoto. Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er forskellige lovgivninger rundt om i EU. Du skal derfor overveje det grundigt, inden du beslutter dig for at købe en kopivare.

Du skal måske lade dine falske mærkevarer blive hjemme, når du pakker kufferten til en ferie i Europa. For det er faktisk muligt for danske turister at få en dyr bøde på flere tusinde euro i eksempelvis Italien, hvis du tidligere har købt en falsk taske i et helt andet land.

– Selv om man egentligt godt må løbe rundt med sine kopivarer i Danmark, så kan man tage den samme taske eller de samme solbriller med til et andet land, hvor man så pludselig bryder reglerne, lyder det fra Lars Arent, der er leder hos Forbruger Europa.

Forskellige regler i EU

Der hersker meget forskellige regler for kopivarer i de forskellige lande rundt om i EU. Straffen for at købe – eller blot være i besiddelse af – falske mærkevarer er ligeledes meget varierende fra land til land. Der findes nemlig ikke en fælles EU-lovgivning på området.

Derfor bliver du straffet efter den lokale strafudmåling, ikke den danske. Og det kan blive dyrt.

– Rådet er selvfølgelig, at man på forhånd lige prøver at sætte sig ind i, hvilke regler der gælder der, hvor man rejser hen. Hvis det er ulovligt at købe kopivarer i det gældende land, så er rådet jo helt klart, at man lader være med det, siger Lars Arent.

Ikke ulovligt at købe

Det er faktisk ikke ulovligt for danskere at købe kopivarer over nettet fra andre EU-lande, så længe det er til privat brug. Men til gengæld kan du altså risikere at blive straffet for din falske taske i et helt tredje land, hvis du er uforsigtig.

– Du må i teorien købe varer i udlandet og medbringe til eget forbrug, så længe varerne er lovlige. Du må ikke tage noget med hjem til videresalg. Det vil vi vurdere fra sag til sag, lyder det fra Preben Buchholtz, der er underdirektør i Skats toldafdeling.

Som hovedregel må rejsende tage nyindkøb med hjem til personligt forbrug, så længe varerne ikke overstiger en værdi af 3250 kroner. Hvis beløbet er højere, så skal du oplyse det til Skat.

Fakta om kopivarer:

1. Undlad at tage piratkopier med på rejsen til et land, hvor det er decideret ulovligt blot at have en falsk jakke på. Eksempelvis Italien og Frankrig.

2. Du kan blive straffet for at købe eller være i besiddelse af falske mærkevarer. Også selv om du muligvis har købt genstandene i god tro.

3. Det kan være svært at vide, om en vare er ægte eller falsk. Men hvis prisen er meget lavere, end man forventer, den bør være, så skal man nok være på vagt, lyder rådet fra Lars Arent, leder af Forbruger Europa.

4. I Danmark er det ulovligt at sælge piratkopier af mærkevarer, men det er ikke ulovligt at købe eller eje de falske varer. Typisk skal man være opmærksom på, at kopivarer ikke har den samme kvalitet som de originale, advarer Forbruger Europa.

5. Du kan i princippet forlange at få pengene tilbage eller at få en original vare, hvis en sælger i et EU-land har undladt at fortælle dig, at den solgte vare er en kopi.

Kilde: Forbruger Europa og stoppiratkopiering.dk.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS