PAS PÅ: 200 kg tyr sluppet fri

Pas på, hvis du finder den i naturen

En stor tyr er på fri klov i Aarhus. Foto: Johner Images/Johner/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV2 Østjylland

Du skal måske være lidt ekstra opmærksom, hvis du skal en tur ud i Marselisborgskoven i det sydlige Aarhus i weekenden.

En 200 kilo tung tyr er nemlig stukket af fra en indhegning tilknyttet Moesgaard Museum, og den løber frit rundt i den 600 hektar store skov.

Tyren stak af, da medarbejderne på Moesgaard Museum lukkede nye dyr ind i folden.

– Når man lukker nye dyr ind sammen, så kan det være, at dyrene bliver stresset, og så er det store dyr, vi arbejder med. Derfor kan det være svært at holde styr på dem, siger Sara Heil Jensen, medarbejder hos Moesgaard Museum, til TV2 ØSTJYLLAND.

Tyren er en 14 måneder gammel ungtyr. Den er sort, uden horn og med et hvidt bælte på maven.

– Alle dyr i denne størrelsesorden er som hovedregel farlige. Det er ikke et tamt dyr, så lad være med at opsøge den, siger Sara Heil Jensen.

Opsøger andre

Ifølge Sara Heil Jensen skal man bestemt ikke forsøge at fange tyren selv, hvis man ser den.

– Hvis man ser tyren, skal man ringe til Østjyllands Politi. Den er sandsynligvis bange og stresset, så lad være med at gå hen til den, og lad være med selv at fange den.

– Vi står klar med en jæger, der kan få guidet den tilbage til vores indhegning, siger hun.

Hun fortæller, at tyren med stor sandsynlighed vil opsøge andre dyr, da tyre ofte søger flokke og tryghed.

– Den holder sig nok i nærheden af skoven, men man skal være opmærksom på, om den krydser vejen.

Tyren forventes først indfanget igen om et par dage, fordi området, hvor den kan befinde sig, er relativt stort.

Ser du tyren, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS