Partier enige: Danmark åbnes endnu mere

Aftale om yderligere åbning betyder blandt andet, at man kan komme til frisør fra mandag. Også domstole åbner.

Frisører har været lukket ned siden midten af marts. Fra på mandag kan de åbne igen. KLIK VIDERE OG SE FÅ DET FULDE OVERBLIK OVER, HVILKE BUTIKKER DER ÅBNER FRA PÅ MANDAG. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Frisører har været lukket ned siden midten af marts. Fra på mandag kan de åbne igen. KLIK VIDERE OG SE FÅ DET FULDE OVERBLIK OVER, HVILKE BUTIKKER DER ÅBNER FRA PÅ MANDAG. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen og Folketingets partier er efter sene forhandlinger natten til fredag blevet enige om en åbning af liberale erhverv i Danmark.

Det skriver flere partiledere og statsminister Mette Frederiksen (S) på de sociale medier.

– Aftale! Er ualmindeligt glad for, at alle Folketingets partier her til aften (nat er det jo i virkeligheden nu) er enige om at udvide den første fase af genåbningen en smule, skriver Mette Frederiksen på Facebook.

– Ingen har lyst til at holde Danmark lukket en dag mere end højst nødvendigt. Men vi må ikke gå hurtigere frem, end at vi stadig kan holde epidemien under kontrol.

Den yderligere åbning betyder, at flere virksomheder, der har været lukket siden midten af marts, må åbne fra på mandag.

Det gælder ifølge en pressemeddelelse fra Statsministeriet blandt andet: Frisører, køreskoler, domstole, Kriminalforsorgen med henblik på afsoning, forskningslaboratorier og “visse liberale erhverv”.

Dermed må restaurationsbranchen, højskoler og efterskoler vente på at åbne.

Derudover skal der laves initiativer, der skal støtte ældre og socialt udsatte børn og unge og modvirke ensomhed.

I galleriet ovenfor artiklen kan du få et overblik over de vigtigste elementer i den nye aftale.

Natte-forhandlinger

Forhandlingerne blev indledt klokken 20.00 torsdag, og her var partierne repræsenteret af deres formænd samt statsminister Mette Frederiksen (S).

Forhandlingerne tog ifølge Jyllands-Posten udgangspunkt i ekspertberegninger og råd fra Statens Serum Instituts direktør, Kåre Mølbak.

Partileder for De Radikale Morten Østergaard er tilfreds med planen.

– Jeg er glad for, at det er lykkes alle partier i Folketinget at blive enige om at lade de liberale serviceerhverv, som blev bedt om at lukke ned for at dæmpe spredningen af coronavirus, åbne fra på mandag, siger han.

Men han er ikke helt tilfreds, da højskoler og efterskoler fortsat må vente.

– Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg havde håbet, at det var muligt at genåbne efterskoler og højskoler. Jeg ved, at der er mange unge, som gerne vil tilbage, siger han.

Glæder sig over åbning

Formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen skriver på Twitter, at han glæder sig over den yderligere åbning.

– Efter en lang aftens forhandlinger er der nu flere, der kan vende tilbage til et arbejde og en mere normal hverdag.

– Afgørende for Venstre, at det sker på et sundhedsfagligt grundlag. Nu skal vi se på, hvad der kan følge efter, når tiden er inde til det.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er tilfreds, men ville ideelt set gerne have haft åbnet endnu mere for samfundet.

– Havde gerne set, vi kunne følge de sundhedsmæssige beregninger og åbne mere, men det frarådede myndighederne. Der venter en stor opgave i næste fase, skriver Søren Pape Poulsen på Twitter.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Ifølge Statsministeriet vil partierne forsætte forhandlinger om genåbningens fase to i næste uge.

Powered by Labrador CMS