Partier bag Togfonden er enige om udskydelse af projekter

I eftermiddag mødes forligspartierne bag Togfonden med Venstres finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Partierne bag den efterhånden omstridte Togfond vil nu drøfte sagen med Finansminister Claus Hjort Frederiksen. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Partierne bag den efterhånden omstridte Togfond er ifølge DR Nyheders oplysninger blevet enige om, hvordan de igen skal få fonden på skinner. Det vil de nu drøfte med Finansminister Claus Hjort Frederiksen, hvis parti Venstre ikke er med i Togfonden.

Ifølge Finansministeriet mødes parterne klokken 14.30 i Finansministeriet fredag.

På standby

Togfonden har været sat på standby, fordi blandt andet faldende oliepriser har udhulet selve finansieringen. Men nu er partierne bag togfonden angiveligt blevet enige om at udskyde flere af Togfondens projekter. De udgør et flertal i Folketinget uden om regeringen.

Der er tale om en ny indfasningsplan for udmøntningen af projekterne i Togfonden, skriver DR Nyheder.

Det var den tidligere regering, der sammen med Dansk Folkeparti og Enhedslisten tilbage i 2013 indgik en aftale om at modernisere jernbaneinfrastrukturen, mens Venstre har stået uden for aftalen.

Her var forligspartiernes oprindelige tanke at elektrificere hovedbanenettet og indføre en timemodel, så danskerne kan komme hurtigere fra Aalborg til Aarhus, fra Aarhus til Odense og fra Odense til København.

Selv om Venstre har stået uden for aftalen, har partiets finansminister Claus Hjort Frederiksen de sidste måneder forhandlet med partierne, på baggrund af den manglende finansiering.

Præsenterer en ny plan

Ifølge DR Nyheder skal forligspartierne bag Togfonden fredag mødes med finansministeren, hvor de vil præsentere den nye plan.

Partierne forventer, at regeringen anerkender og inddrager planen i regeringens finanslove og økonomiske planer – herunder i en kommende 2025-plan.

Venstre har dog flere gange sat alvorlige spørgsmål ud for finansieringen, fordi olieprisen er faldet og dermed har udhulet pengene til at forbedre togdriften.

På mødet fredag bliver spørgsmålet derfor, om finansministeren siger ja til flertallets plan.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS