Parfumer, smykker og tasker: Kan du genkende disse?

Sydøstjyllands Politi har efter en efterforskning tyvekoster på lager. Måske genkender du nogle af dem?

Offentliggjort Sidst opdateret

Sydøstjyllands Politi ligger inde med, hvad de formoder er tyvekoster. Der er mange forskellige ting lige fra smykker til tasker.

Politiet leder nu efter ejerne til de knap 90 ting, som de har fundet, for at de kan få afklaret, om det faktisk er tyvekoster.

Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Rette ejermand

Det bugner med smykker, parfumer, tasker og meget andet hos Sydøstjyllands Politi. De har en lang række af ting, som de søger information omkring.

De mange ting er fundet i forbindelse med en efterforskning. Politiet formoder, at der er tale om tyvekoster.

Derfor søger de hjælp fra borgerne, der måske kan hjælpe politiet med at sørge for, at tingene vender retur til deres rette ejermænd.

Kontakt politiet

Hvis du genkender én eller flere af de knap 90 ting, som Sydøstjyllands Politi fremlyser, så skal du kontakte dem på 114.

Dette gælder også, hvis du kan hjælpe politiet på spor af tingenes ejermand, eller hvis du har kendskab til tingene og kan hjælpe med at opklare sagen på anden måde, tilføjer politiet i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS