Parasite: Her er alt om Oscar-overraskelsen

Parasite tog natten til mandag dansk tid en overraskende Oscar-statuette ved uddelingen i 2020. Den blev nemlig kåret til årets bedste film.

Parasite vandt natten til mandag dansk tid overraskende for mange en Oscar for bedste film. Her er det instruktør Bong Joon Ho, der løfter statuetten i triumf. Foto: MARIO ANZUONI/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Parasite, en film der i Danmark primært har gået sin sejrsgang i mindre avantgarde-biografer, tog natten til mandag dansk tid en højst overraskende skalp.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Instruktør Bong Joon-ho kunne således tage hjem fra årets Oscar-uddeling med prisen for årets film.

Det var der ikke mange, der havde forudset, da der var bred enighed blandt eksperter og medier om, at årets vinder i den fineste kategori nok ville blive 1917.

Har du heller ikke helt styr på, hvad Oscar-overraskelsen Parasite faktisk er, så har vi samlet nogle svar til dig her.

Hvad handler Parasite om?

Parasite er en samfundskritisk komedie, der nedbryder grænser mellem genrer. Kort fortalt handler filmen om en koreansk familie, familien Kim, der bor i en kælderlejlighed i et slumkvarter i hovedstaden Seoul.

Familiens søn har en fantastisk evne til at tale sig selv op med løgn og latin, og det skaffer ham et job som lektiehjælper hos en rig familie. Over tid inficerer hele den unge mands familie de riges hjem i forskellige roller og jobs.

Langsomt begynder kapitalismen at vise sit grimme ansigt for familien Kim, der må finde sig i lidt af hvert fra den stenrige Park-familie. Det ender voldsomt, og især en scene hvor Kim-familien bogstavelig talt bliver skyllet tilbage i rendestenen står stærkt.

Hvem har lavet Parasite?

Filmen er instrueret af den sydkoreanske Bong Joon-ho.

Den er hans syvende film som instruktør.

Bong Joon-ho står også bag filmen Okja, der fik noget opmærksomhed udenfor Sydkorea i 2017.

Hvad har Parasite vundet?

Parasite har vundet endog mange priser.

Nogle af dem er:

Den sydkoreanske film havde premiere på filmfestivalen i Cannnes i 2019, hvor den blev kåret til vinder af guldpalmen – enstemmigt.

Ved Golden Globe-uddelingen vandt filmen en pris for årets bedste fremmedsprogede film.

Screen Actors Guild kårede også filmen til vinder af prisen for enestående præstation af en rollebesætning i en film.

Ved Oscar-uddelingen 2020 vandt filmen hele fire statuetter. Bedste internationale film, bedste originale manuskript, bedste instruktør og altså bedste film.

Parasite er således den første ikke engelsksprogede film, der vinder en Oscar for bedste film.

Er Parasite god?

Parasite er god, lyder det fra anmeldere.

Ifølge Metacritic, der samler anmeldelser ind og dermed genererer en gennemsnitskarakter, har filmen en score på 96/100. Dermed er den vurderet som en Metacritic Must See.

Hvor kan jeg se Parasite?

Du kan være heldig at nå at se Parasite i biografen. Tjek for eksempel www.kino.dk for spilletider.

Det er ikke utænkeligt, at filmen får flere spilletider i danske biografer ovenpå Oscar-sejren.

Det vi alle spø'r om

Denne artikel er en del af serien “Det vi alle spø’r om”, hvor vi på Newsbreak.dk forsøger at give nogle af de svar på aktuelle emner, som danskerne søger på søgemaskiner som Google.

I serien forsøger journalisten at give nogle konkrete svar på aktuelle navne, begivenheder og begreber ud fra de søgninger, som vi enten ved bliver lavet på Google – eller de søgninger journalisten formoder kommer i kølvandet på den aktuelle sag.

Det er ikke alle spørgsmål, vi søger svar på, som vi konkret kan besvare. Det kan være svar på fremtidige begivenheder som eksempelvis Tour de France 2021, hvor vi endnu ikke ved hvilke danske ryttere, der deltager – eller i forbindelse med Christian Eriksens skifte til fodboldklubben Inter, hvor vi ikke præcist kan give svar på, hvad han tjener. Men vi forsøger at komme så tæt på som overhovedet muligt.

God læselyst

Uffe Dahl,
Redaktør, Newsbreak.dk

Kilder: Metacritic, Wikipedia, IMDB

Powered by Labrador CMS