Par rammer tabt palle: – Det er livsfarligt
Rikke Jakobsen og Peter Jørgensen ramte tirsdag aften en palle, der var tabt på Silkeborgmotorvejen, med deres 14-dage gamle Tesla.
Tirsdag omkring midnat er parret Rikke Jakobsen og Peter Jørgensen på vej til Aarhus, hvor de skal sætte deres 19-årige datter af. Ved en tunnel på Silkeborgmotorvejen opdager Peter Jørgensen, der kører bilen, at der ligger en europapalle på vejen.
Men det er for sent. De kan ikke gøre andet end at køre hen over pallen.
Nu står parret med en helt ny Tesla, der har fået ødelagt bunden og måske værre, og de står selv med regningen, fordi en eller anden har tabt to europapaller på motorvejen uden at samle dem op. Derfor kommer parret med en opsang til dem, der kører med gods.
Kører over palle
Klokken 23.49 er Rikke Jakobsen og Peter Jørgensen i færd med at køre deres datter til Aarhus. Men turen tager en alvorlig drejning, da de ankommer til en tunnel på Silkeborgmotorvejen.
– Vi kommer kørende med den fart, man nu må køre, og pludselig opdager jeg, at der ligger noget på vejen. Det er jeg slet ikke forberedt på, siger Peter Jørgensen, der fører bilen, til Newsbreak.dk og fortsætter:
– Jeg har ikke andre muligheder, så jeg tordner over pallen, og det giver et ordentligt skrald.
Rydder op
Selv om familien fortsat kan køre videre af motorvejen er de alle berørte af hændelsen. De beslutter sig for at holde ind på en tankstation, hvor de besigtiger skaderne.
Efterfølgende beslutter de sig for at vende tilbage til stedet.
– Vi beslutter os for at vende om for at rydde op efter os selv, for den palle, vi har ramt er jo splittet til atomer. Da vi kommer tilbage, kan vi se, der også ligger en anden palle i nødsporet, siger Rikke Jakobsen til Newsbreak.dk
Parret fortæller, at de forsøgte at fjerne de værste, der var tilbage af pallen. Mens de derefter kontaktede politiet om resten af oprydningen.
Det er livsfarligt
Heldigvis er det kun parrets Tesla, der har taget skade. Men skaderne rammer parret dybt, da de kun har haft deres nye Tesla 3 i omkring to uger.
– Vi blev fandme forskrækkede. Det hele går jo så stærkt. Det gør rigtigt ondt. Bilen er kun 14-dage gammel, siger Rikke Jakobsen og fortsætter:
– Det endte heldigvis godt for os. Men det er livsfarligt. Havde det været en lille bil, der var kørt over pallen, tror jeg ikke, at det var endt så godt.
Dyre skader
Det gik hårdt udover parrets Tesla, da de drønede over den tabte europapalle.
– Undervognen er lemlæstet, skjoldet er rykket af og der var træ efter pallen oppe under bilen omkring alle ledningerne. Det var et træls syn, siger Peter Jørgensen.
Han har efterfølgende været på værksted med bilen for at få overblik over skaderne, men da sommerferien er indtruffet, er der ikke tid til at ordne dem lige foreløbigt. Der er dog bestilt nye plader hjem til bilens undervogn.
Hænger selv på regningen
Desværre er det parret selv, der skal punge op for de mange skader, som bilen er ramt af.
– Det render jo op. Det kunne være gået grueligt galt, men vi vi kom heldigvis godt fra det. Det er bare træls at betale for noget, fordi der er én, der har en lemfældig omgang med gods, siger Peter Jørgensen, mens konen Rikke Jakobsen bakker op:
– Det er svineri, at man selv hænger på regningen, når det ikke er vores skyld.
Opsang til bilister
Rikke Jakobsen og Peter Jørgensen fortæller deres historie, fordi de har til hensigt at gøre folk opmærksomme på, hvad der kan ske, hvis ikke man sikrer sit god ordentligt på en køretur.
– Det er uansvarligt. Der er nogle, som har pakket sit gods uansvarligt. For den der har gjort det, er det måske kutyme ikke at få sikret sit gods. Det er sådan set, derfor vi deler vores oplevelse, siger Peter Jørgensen.
Rikke Jakobsen og Peter Jørgensen håber på, at det kan få alle til at tjekke sikringen af gods en ekstra gang, før de sætter bilen i gang og kører.