Par på asylcenter truede med at sætte ild til sig selv
Politiet er til stede på Asylcenter Frederikshavn, hvor et ægtepar truer med at sætte ild til sig selv.
Situationen ved Asylcenter Frederikshavn, hvor et ægtepar truede med at sætte ild til sig selv, er under kontrol.
Det oplyser Ole Kristensen, der er politiinspektør ved Nordjyllands Politi.
Parret, der er fra Iran, havde netop fået afslag på en asylansøgning, og de havde derfor fremskaffet et par dunke med benzin.
– Vi fik straks sendt styrker til stedet, der hurtigt fik dialog etableret med ægteparret, og vi kunne afblæse hændelsen, uden at nogen kom til skade,”siger politiinspektør Ole Kristensen.
Asylcentret drives af Vesthimmerlands Kommune. Der er plads til 412 beboere.
Nordjyllands Politi overvejer nu, om der skal rejses sigtelse mod ægteparret.
– Vi er i overvejelsesfasen. Vores jurister er ved at vurdere, hvad der skal ske, siger Ole Kristensen.
Asylcenter Frederikshavn ligger på Knivholtvej.
Anmeldelsen tikkede ind kort før klokken 11.