Par døde af byldepest: Spiste rå gnaver-nyre

Et par fra Mongoliet er omkommet. Af byldepest.

Det er en meget dårlig idé at spise råt kød fra et murmeldyr.
Offentliggjort Sidst opdateret

De fleste forbinder byldepest med den mørke middelalder, men af og til viser den forfærdelige sygdom sit ansigt i nutidens verden.

Det har den netop gjort igen, da et par i Mongoliet ifølge BBC er omkommet af sygdommen efter at have spist rå nyre fra et murmeldyr.

Parret blev syge i den noget afsondrede Bayan-Ölgii-provins i Mongoliet, men det forhindrede dem ikke i at have været i kontakt med 118 mennesker, der den 1. maj kom i karantæne ind til smittekilden var fastslået.

Under deres karantæne var de i isolation og behandlet forebyggende med antibiotika.

Blandt dem var turister fra Schweiz, Sverige, Kazakhstan og Sydkorea.

Nyheden om pest-udbruddet satte et markant præg på området, fortæller Sebastian Pique – en amerikansk frivillig – til nyhedsbureauet AFP:

– Efter karantænen blev offentliggjort var der ikke mange i gaderne – ikke engang lokale – fordi de var bange for at blive smittet, siger han.

Råt kød skyld i smitte

Ariuntuya Ochirpurev fra World Health Organisation, WHO, fortæller til BBC, at parrets smitte skyldtes at de havde spist murmeldyr.

De havde spist råt kød og nyre fra dyret, der er kendt for ofte at bære pest-bakterien.

Af samme årsag er murmeldyret ulovligt at jage i Mongoliet.

Pest er sjælden men dødelig

Selv om den sorte død ligger mere end 600 år tilbage i tiden er pest stadig en dødelig sygdom for mennesker.

I USA er 12 mennesker døde af sygdommen siden år 2000. Behandles sygdommen ikke er dødsraten mellem 30 og 60 procent.

Symptomerne på pest er ej heller rar læsning – de inkluderer høj feber, svedeture, kvalme, generel svaghed og hævede lymfeknuder i halsregion, armhule eller skridt – altså bylder.

Pesten er svær at opdage, fordi symptomerne i det tidlige stadie kan minde meget om influenza.

Den sorte død dræbte 50 millioner mennesker i Afrika, Asien og Europa i det 14. århundrede.

Powered by Labrador CMS