Pape: Vores politiske program ligger fast

De Konservative holdt torsdag gruppemøde på Christiansborg, efter Lars Barfoed er trådt tilbage som formand. Her ankommer Brian Mikkelsen sammen med Søren Pape Poulsen, den nye formand. Foto: STINE BIDSTRUP/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Søren Pape Poulsen signalerer ikke store ændringer i konservatives politik. Det handler mere om kommunikation.

Bare fordi Det Konservative Folkeparti har fået en ny politisk leder, så betyder det ikke, at partiet skal have en ny politik.

I stedet er det i højere grad kommunikationen af partiets budskaber, der er i fokus, når Søren Pape Poulsen skal beskrive sine planer som politisk leder.

– Jeg hæfter mig ved, at Lars (Barfoed, red.) har sagt, at grunden til, at det skal være mig (der afløser ham, red.) , er min stil, min form, min måde at kommunikere på, siger han i et interview med Ritzau.

– Er det så bare et spørgsmål om kommunikation? Det er det ikke, men alligevel, lyder den kryptisk melding fra Pape, som uddyber

– De fleste danskere har sådan set rigeligt at gøre med at passe deres arbejde og få deres familie til at hænge sammen. De sidder ikke og analyserer politiske udmeldinger.

– De ser i tv, læser i en avis eller hører i radioen, hvad det er for nogle budskaber, vi kommer med, og vurderer dem sammen med den person, der leverer dem, lyder det fra Pape.

Han mødte første gang Christiansborg-pressen torsdag formiddag, hvor han gjorde sig bemærket med klart sprog om “Christiansborgs osteklokkelogik”, topskatten som “en misundelsesskat” og en folkeskolereform med “tvangscaféer”.

– Jeg er meget bevidst om, at jeg skal bevare min stil. Jeg skal passe meget på, at jeg ikke bliver en politisk korrekthedskasse. Jeg vil sige nogle ting meget direkte, og jeg vil også slå nogle skæverter.

– Det, tror jeg også, er sundt for et parti, at man ikke er fuldstændig strømlinet, forklarer Søren Pape Poulsen.

Spørgsmål: Kommer vælgerne til at kunne se på jeres politik, at der er kommet end ny leder til?

– Det politiske program ligger fast, men politik er ikke en statisk tilstand. Vi vil skulle forholde os til de udspil, der måtte komme fra andre partier, og vi vil selvfølgelig også komme med noget selv.

– Er det så en ny kurs eller er det en anden måde at sige det samme på? Det er noget formværk, og jeg kan ikke sige det på forhånd, lyder det fra den nye leder.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS