Pape vil have konsekvens: Sådan vil han straffe 12-årige kriminelle
Regeringen har i dag præsenteret udspillet ’Alle handlinger har konsekvenser’. Der lægges op til, at børn skal straffes.
Regeringen vil indføre en ungelavalder på 12 år.
Fremover skal personer fra 12-års-alderen kunne få deres sag behandlet i et ungdomskriminalitetsnævn, hvis de mistænkes for grov kriminalitet.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) siger i forbindelse med præsentationen af regeringens udspil om ungdomskriminalitet:
– Der er stadig en hård kerne, som vi stadig ikke når. En procent af en ungdomsårgang laver 44 procent af kriminaliteten. Det nuværende system mangler fælles retning og konsekvens.
Med udspillet vil regeringen tidligere ansvarliggøre de unge, der er på vej ud i en kriminel løbebane og forebygge, at de ender som del af den hårde kerne.
– Der skal være tydelig konsekvens, første gang den unge træder ved siden af, tilføjer han.
Regeringens udspil ’Alle handlinger har konsekvenser’ indeholder 15 nye initiativer, der skal forebygge, at unge vender det store fællesskab ryggen og ender i den hårde kerne af unge kriminelle.
Ungepålæg
Der vil ikke være tale om, at personer fra 12 år bliver sat i fængsel med det udspil, som VLAK-regeringen nu præsenterer.
– Jeg vil forbeholde mig retten til som politikere at lytte til argumenter, og jeg vil forbeholde mig retten til at blive klogere, siger Søren Pape Poulsen.
Han henviser til, at regeringens nye udspil er blevet til med bidrag fra blandt andet politi og socialrådgivere, fremhæver ministeren.
– Jeg har ladet mig overbevise om, at det her er det rigtige.
I stedet for en tur bag tremmer vil personer fra 12 år kunne få et såkaldt ungepålæg. Det findes allerede i dag, men brugen af det skal udvides.
Det kan i den milde ende være et påbud om, at de skal passe deres skole. I den alvorlige ende kan påbuddet være, at man skal anbringes på en døgninstitution.
– Unge skal kunne pålægges at være hjemme på et bestemt tidspunkt, eller rydde op, hvis de laver hærværk, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K).
Det koster det
Regeringens udspil mod ungdomskriminalitet vil koste 61,2 millioner kroner i 2018 stigende til 122,2 millioner kroner i 2021.
Regeringen lægger op til, at tage en del af pengene fra den allerede afsatte ramme til ungdomskriminalitet.
Resten skal finansieres af forhandlingsreserven i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2018, fremgår det af udspillet.
Aftalen om finansloven ventes at skulle indgås med Dansk Folkeparti, som har stillet sig kritisk over for, at de tre regeringspartier har opgivet den fælles blå ambition om sænke den kriminelle lavalder.