Pape regner ikke med at komme i regering

Søren Pape, Brian Mikkelsen og Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti forlader forhandlinger med Lars Løkke Rasmussen mandag d. 22 juni 2015 på Christiansborg.
Offentliggjort Sidst opdateret

K forbereder sig på rollen som støtteparti, lader Pape forstå. Mere politi og mindre grundskyld er blandt krav

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, ankommer onsdag eftermiddag til forhandlinger med Danmarks formentlig kommende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), med en særdeles forsonlig attitude.

– Det tager vi meget afslappet. Jeg er hverken sur eller bidsk, siger Søren Pape Poulsen.

– Vi peger på Lars Løkke Rasmussen som Danmarks kommende statsminister. Hvem skulle det ellers være?

Til gengæld gør han det ret klart, at De Konservative næppe kommer med i den kommende regering anført af Venstres formand.

– Det er nok meget sandsynligt, at der bliver lavet et regeringsgrundlag, som vi ikke kan skrive under på, men som vi kan se forhandlingsmuligheder i, siger han.

Pape Poulsen henviser blandt andet til, at der skal forhandles om næste års finanslov, når regeringen er på plads, ligesom der også venter forhandlinger om et politiforlig.

En af de store knaster i forhandlingerne mellem Venstre og Dansk Folkeparti, der er de største partier i den borgerlige lejr, er spørgsmålet om, hvor meget den offentlige sektor skal have lov at vokse, om noget overhovedet.

Løkke har tilkendegivet, at valgets tale er, at der ikke er flertal for den nulvækst, han selv er gået til valg på, blandt andet fordi Dansk Folkeparti vil lade de offentlige udgifter stige med 0,8 procent.

Pape mener derimod, at grundskylden skal fastfryses, og det samme skal det offentlige forbrug. Det er en del af grunden til, at han har svært ved at se, at De Konservative kan komme med i en regering.

– Det ser svært ud, for jeg har stadig ikke fået en tilkendegivelse på, at den offentlige sektor ikke bliver større, og at grundskylden skal ned, og der kommer mere politi, siger Søren Pape.

– Vi skal ikke ind og skrive de sidste streger på et regeringsgrundlag. Det bliver der nok andre partier, der skal.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS