Pape og Thulesen spår ren Venstre-regering
Alt peger på, at det alene bliver Venstre-politikere, der kommer til at indtage ministerbilerne, når Løkke får sat sit hold. Både de Konservative og Dansk Folkeparti vurderer nu, at en mindretalsregering bestående af Venstre som det eneste parti er mest realistisk.
»Det kunne godt ende sådan, tror jeg – hvis man læser avis og lytter til hvad der bliver sagt. Mon ikke det ender sådan? Det tror jeg,« siger formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen (K), på vej ind til middag i Landstingssalen fredag aften med de tre andre blå partiledere.
Et møde, hvor Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) ifølge Pape angiveligt vil fremlægge skitserne til det regeringsgrundlag, han som kongelig undersøger nu har arbejdet en uge på at få i hus.
Mens de Konservative onsdag meldte ud, at partiet ikke skal i regering i denne omgang, har DF-formand Kristian Thulesen Dahl (DF) ikke villet afvise idéen helt. Men fredag deler han Papes analyse af, at en ren Venstre-regering er den mest realistiske konstellation.
»Jeg vurderer det sådan, at det mest realistiske er, at der bliver dannet en Venstre-mindretalsregering, og at det regeringsgrundlag, som i givet fald kommer ud af det, det er den regerings grundlag. Vores placering ved ikke at være med i sådan en regering giver os størst mulighed for at gennemføre vores politik,« siger Thulesen Dahl.
Han ser gerne, at grundlaget hurtigt bliver skrevet færdigt, så han kan komme i gang med at gennemføre sin politik.
»Vi vil gerne have lidt fart over stepperne,« siger han med et grin til den fremmødte presse.
Middagens vært, Lars Løkke Rasmussen, vil ikke udtale sig om, hvorvidt der tegner sig et billede af en ren Venstre-regering.
»Hvis jeg skal være statsminister, skal det være for en handlekraftig regering, der kan manøvrere i Folketinget og ikke bare binder sig op på et mandat, der er så snærende, at regeringen ikke kan lave forretninger med andre end de fire blå,« siger Løkke på vej ind i Landstingssalen og tilføjer:
»Men en regering med mig i spidsen skal også hvile på et grundlag, som de partier, der peger på mig som statsminister, kan se sig selv i.«
Adspurgt om fredagens møde kan blive det sidste med alle fire partier i regeringsforhandlingerne, svarer Løkke:
»Det vil da være min ambition, at det her er det sidste møde med hele kredsen af partier, der har udstyret mig med det mandat. Dermed ikke sagt, at det er det sidste møde.«