Pape er uenig med Eva Kjers udlægning af krisemøde
De Konservative og eksminister Eva Kjer Hansen (V) bliver næppe bedste venner i den nærmeste fremtid.
Til Politiken har den nu tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) udtalt, at hun sad med til forhandlingerne sidste uge på Marienborg, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsøgte at løse krisen i blå blok.
Men den udlægning er De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, ikke enig i.
– Der skete mange ting på Marienborg. De forhandlinger, der var, foregik med statsministeren for bordenden, og det var det, der var vigtigt for os.
– Hvis en afgået minister har brug for at sige det, som hun har sagt, så er det helt fint med mig. Det bærer vi over med, siger Pape til Ritzau.
Ikke ved forhandlingerne
For Pape var det et krav, at Eva Kjer Hansen ikke skulle sidde med til forhandlingerne om en grøn tillægsaftale til landbrugspakken, som kostede hende jobbet.
De Konservative væltede Eva Kjer Hansen som minister, fordi partiet var utilfreds med hendes regnemetoder i landbrugspakken.
Inden Løkke forsøgte at redde ministeren og lave en tillægsaftale, havde De Konservative gjort det klart, at de ville udvandre, hvis Eva Kjer Hansen deltog.
/ritzau/