Pandora får ny direktør
Smykkeselskabet Pandora skal have ny direktør til marts. Tobaksdirektør kommer til at overtage styringen.
Pandoras topchef, Allan Leighton, fratræder sin stilling i marts 2015. Hans efterfølger bliver den nuværende topchef for Scandinavian Tobacco Group, Anders Colding Friis.
Det oplyser Pandora i en fondsbørsmeddelelse, hvor udskiftningen betegnes som et kontrolleret generationsskifte.
Allan Leighton, der tidligere var bestyrelsesformand for Pandora, tiltrådte som administrerende direktør i juli 2013, hvor den daværende topchef Bjørn Gulden forlod selskabet til fordel for en toppost hos Puma.
Dengang sagde Allan Leighton, der er født i 1953, at han håbede at finde en afløser til topjobbet inden for tre år.
– Jeg trådte ind for at afløse Bjørn, da vi syntes, at det var vigtigt med kontinuitet, og det, synes jeg, har vist sig at være rigtigt. Vi har en klar strategi, som vi udviklede sammen, og den har vi brug for at fokusere på, sagde Allan Leighton en måneds tid efter sin tiltræden til Ritzau Finans.
Allan Leighton er ikke den eneste topfigur, der forlader Pandora. Også bestyrelsesformand Marcello Bottoli fratræder. Som ny bestyrelsesformand foreslås Arlas topchef, Peder Tuborgh.
Botolli har også i en periode fungeret som administrerende direktør i smykkeselskabet, der med Anders Colding Friis får sin femte topchef siden børsnoteringen i 2010.
Det oplyser selskabet til fondsbørsen.
Den nuværende direktør Allan Leighton forlader dog ikke Pandora helt. Han anbefales nemlig som den ene af to næstformand i selskabet.
/ritzau/