Panda på afveje: Kravlede mellem bilerne
En rød panda fra Odense Zoo kravlede natten til torsdag ud af sit anlæg. Heldigvis så en vaks borger det.
Et noget besynderligt syn fik nogle borgere natten til torsdag. På Søndre Boulevard i Odense løb en rød panda over vejen og kravlede til sidst op i træ.
Den røde panda bor normalt i Odense Zoo, hvor den formentlig var undsluppet på grund af en regntynget bambus.
Artiklen fortsætter efter videoen
Panda stukket af
En vaks borger havde spottet den usædvanlige trafikant og anmeldt det til politiet. Da politiet ankom befandt pandaen sig i et træ.
– Politiet ringede til vores hovednummer, som bliver sendt videre til den, der har vagt, og det havde jeg, siger Zoolog og vicedirektør i Odense Zoo Nina Collatz Christensen til Newsbreak.dk.
Hun fik fik fat i deres lokale dyrlæge, der ankom til stedet og bedøvede pandaen. Under træet stod betjente fra Fyns Politi klar til at gribe den.
– Vi stod med et springlagen nedenunder, så den blev fanget, da den skvattede ned. Og nu er den tilbage i Odense Zoo, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland til Fyens.dk.
Hviler sig
Det kunne være gået grueligt galt, hvis pandaen eksempelvis var stukket af tidligere på dagen.
– Søndre Boulevard er en befærdet vej, så den kunne være blevet kørt over. Heldigvis var det sent, så der var ikke så mange biler, siger zoologen.
Nina Collatz Christensen forklarer, at pandaen har det fint trods sin ekskursion uden for parken.
– Den har det fint. Den ligger og hviler sig, siger zoologen.
Anlægget skal tjekkes
Pandaen er lige nu blevet flyttet til et nyt hjem fremfor det anlæg, den plejer at være i.
– I nat tjekkede vi anlægget, men nu hvor det er lyst og alle dyrepassere er samlet bliver det nemmere at gå anlægget igennem, siger Nina Collatz Christensen, der skal sikre sig, der i anlægget ikke er mulighed for, at pandaen kan stikke af igen.
Hun formoder, at det er en regnbetynget bambus, der har lagt sig henover hegnet, som den røde panda har benyttet som flugtvej.
Foruden den røde panda, som stak af, er Odense Zoo også indehaver af en anden rød panda, der bor i et andet anlæg.