Panamas tidligere diktator Manuel Antonio Noriega er død

Han blev 83 år gammel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Panamas diktator gennem en årrække, Manuel Antonio Noriega, er død. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Noriega blev 83 år.

Den forhenværende diktator blev tidligere på året indlagt i kritisk tilstand efter en operation for en tumor i hjernen.

Noriega afsonede før sin død en straf for blandt andet mord.

Noriega fungerede som Panamas diktator i perioden fra 1983 til 1989, før hans regime blev afbrudt af USA. Amerikanerne invaderede landet og fjernede ham fra magten.

Panamas diktator fik løn af CIA

Som ung gjorde Noriega karriere i militæret, og det viste sig også at være vejen til magten i Panama.

Som tillæg til sin løn som officer fik han sideløbende betaling fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Det rapporterer nyhedsbureauet Reuters og CNN.

Det var derfor en af USA’s allierede, der i 1983 pludselig stod i spidsen for militærregimet i Panama.

Men Panamas diktator var en mand, der efterhånden også gav USA problemer.

Forfulgte politiske modstandere

Som militærdiktator for det centralamerikanske land skabte han overskrifter verden over, da hans forhold til magthaverne i Washington blev gradvist forværret igennem 1980’erne.

Han forfulgte politiske modstandere, mange borgere i Panama forsvandt, og han var involveret i narkoforbrydelser.

Det var blandt andet Noriegas samarbejde med den colombianske kokainkonge Pablo Escobar, der betød, at amerikanerne havde set sig sure på Noriega.

Det førte til, at USA i 1989 sendte 28.000 soldater til Panama, hvor de indledte en menneskejagt fra hus til hus for at få fingrene i diktatoren.

Det lykkedes at fange ham, og han blev siden udleveret til USA, hvor han afsonede en straf for hvidvaskning og narkokriminalitet.

Senere blev han udleveret til Frankrig, hvor han ligeledes afsonede en fængselsstraf. I 2011 blev han så udleveret til sit hjemland, hvor han in absentia var idømt 60 års fængsel for blandt andet mord.

Du kan læse mere om hans liv og levned på Wikipedia.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS