Panama-læk fælder statsminister: Trækker sig
Islands statsminister går af som følge af Panama-papirer, men regeringspartierne vil forsøge at fortsætte.
Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, træder tilbage som følge af de afsløringer, der er kommet frem i de såkaldte Panama-papirer.
Det oplyser Sigurdur Ingi Johansson, der er næstformand i statsministerens parti, Framsóknarflokkurin (Fremskridtspartiet), og som er foreslået som ny statsminister.
– Statsministeren meddelte til partiets gruppemøde, at han vil træde tilbage som statsminister, og at jeg vil overtage, siger Johansson til islandsk tv.
Johansson sidder i dag på posten som landbrugsminister.
Regeringspartier vil fortsætte
Gunnlaugsson har været under pres, efter hans navn er dukket op blandt de millioner af dokumenter, der er lækket. De viser, at han – ligesom mange andre – har haft forbindelse til et advokatfirma i Panama, der hjælper med skatteunddragelse.
Islands regeringspartier vil forsøge at fortsætte som regering, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Tidligere på dagen mødtes Gunnlaugsson med Islands præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, for at bede ham opløse parlamentet og udskrive nyvalg.
Men det afviste præsidenten med henvisning til, at han først ønskede at mødes med de øvrige partiledere.
Ukendte farvande
Panama-afsløringerne har vendt op og ned på islandsk politik, siger den politiske iagttager Eirikur Bergmann Einarsson til NTB.
– Vi navigerer i helt ukendte farvande. Det eneste der er sikkert er, at regeringen ikke kommer til at blive siddende i sin nuværende form, sagde han i et interview umiddelbart inden nyheden om, at Gunnlaugsson trækker sig fra statsministerposten.
Gunnlaugsson røg ud i et politisk stormvejr søndag aften, da det blev afsløret, at han og hans kone har været ejere af selskabet Wintris, som er registreret i skattelyet De Britiske Jomfruøer.
Da de tre store islandske banker – Landsbanki, Glitnir og Kaupthing – gik konkurs i forbindelse med finanskrisen, viste det sig, at Wintris var en af de kreditorer, som havde millioner til gode hos dem. Det oplyste Gunnlaugsson aldrig om, hverken før eller efter han blev valgt til statsminister i 2013.
/ritzau/NTB