Palet-kniv tilbagekaldes: Må ikke bruges i et køkken

Produktet skal enten kasseres eller leveres tilbage, hvor det er købt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lidl Danmark tilbagekalder fredag aften i en pressemeddelelse en paletkniv af mærket Ernesto. Det sker, fordi der er fundet primære aromatiske aminer (PAA) i produktet.

Paletkniven er solgt i uge 35 og 36 i Lidls butikker landet over, og har man købt en sådan paletkniv, bør man enten smide den ud eller levere den tilbage, hvor den er købt.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få uddybet tilbagekaldelsen hos Lidl Danmark, men ét er sikkert; er der primære aromatiske aminer i et køkkenredskab, skal det ikke være i et køkken.

PAA hører ikke hjemme i et køkken

Men hvad er PAA? Newsbreak.dk har før omtalt primære aromatiske aminer, og dengang kunne vi fortælle, at forekomsten af PAA i køkkenredskaber er forbudt på det danske marked.

Problemet er, at PAA kan vandre fra det redskab, det befinder sig i, og over i den fødevare, redskabet er i kontakt med. PAA dækker ret beset over en række forskellige kemiske stoffer, og nogle af de stoffer er bevist kræftfremkaldende.

Derfor er det blevet besluttet, at der ikke må afgives PAA fra køkkenredskaber, der sælges i Europa. Det er ikke fordi, man får kræft fra den ene dag til den anden af at bruge et køkkenredskab, der afgiver PAA, men kroppen har ikke godt af det, slet ikke over længere tids brug.

Du kan i galleriet se et billede af den paletkniv, der er blevet kaldt tilbage af Lidl.

Powered by Labrador CMS