På julegaverov hos superstjerne
Politiet snuppede indbrudstyv med fingrene i kagedåsen
Julen er ikke kun en højtid, men også højsæson for indbrudstyve.
Og her er ingen fredet.
Heller ikke superstjernen Robert de Niro.
Han havde natten til mandag ubudne gæster i sit byhus på Manhattan i New York, skriver New York Post.
Lå og sov
Det var en kvinde, der brød ind hos De Niro.
Hun hedder Shanice Aviles, er 30 år og er en god kending af politiet med 26 tidligere anholdelser for indbrud og lignende.
Robert De Niro og hans datter sov på en anden etage end den, hvor Shanice brød ind.
Hun blev taget på fersk gerning af politiet, da hun sad og pillede ved De Niros iPad efter at have fjernet julegaver fra under juletræet.
Havde fulgt efter hende
Før indbruddet hos De Niro havde Shanice forsøgt at bryde ind i virksomheder uden held.
En politipatrulje fulgte derfor efter hende og ventede på, at hun kunne pågribes på et gerningssted.
Da den indfødte New Yorker, De Niro, blev spurgt om indbruddet af en journalist, svarede han lynhurtigt:
- Du kan læse om det i aviserne.