OW-datterselskaber vender ryggen til og flygter
Den nordjyske virksomheds selskaber ude i verden vender ryggen til OW Bunker og vil genstarte deres forretning.
Mens kuratorer arbejder på at få styr på OW Bunkers konkursbo, er de ved at miste kontrollen med en stribe datterselskaber i udlandet.
Datterselskaberne kaprer deres aktiver og starter op igen, for de har med egne ord stadig en sund forretning, skriver Børsen.
Det gælder eksempelvis kontoret i den hollandske havneby Rotterdam, hvor Vincent de Vos er OW Bunkers topchef. Han var spydspids for området Antwerpen, Rotterdam, Amsterdam (ARA) – en af højborgene i bunkerindustrien, og han besluttede hurtigt sammen med sine medarbejdere at vende ryggen til moderselskabets konkursbo i Aalborg.
– Vi fik en masse aggressive henvendelser fra konkursboet, og efter nogle dage besluttede vi, at vi hellere måtte tænke på os selv først, siger Vincent de Vos til Børsen.
– Vi har en sund forretning, hvor vi ganske vist skylder penge, men også har kunder, der skylder os penge. Lige nu tør ingen betale noget, fordi de ved, at det vil forsvinde i et sort hul i konkursboet i Aalborg, uddyber han over for avisen.
Vincent de Vos peger samtidig på, at hvis pengestrømmene kan gå uden om konkursboet, har han en sund forretning, der kan drives videre “med et nyt skilt på døren”.
Ifølge Børsens oplysninger er det ikke kun datterselskabet i Holland, der arbejder på at slippe væk fra konkursboet i Nordjylland. Også selskaber i Norge, USA, Spanien, Tyskland og Grækenland overvejer at kappe båndene.
Sker det, mister kuratorerne kontrollen over de mange selskaber og dermed muligvis også muligheden for at kunne inddrive store dele af de summer, som OW Bunker har til gode.
Advokat Henrik Steen Jensen, der har erfaring fra Pihl-konkursen forklarer dog til Børsen, at det er “helt normal praksis”, at et datterselskab kan isolere sig fra moderselskabet.
/ritzau/