OW Bunker tryllede kontroversielle tal væk

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Ekspert vurderer, at regnskabsmanøvre hos det fallerede olieselskab var i strid med reglerne.

Kort inden sin konkurs brugte OW Bunker en særdeles tvivlsom manøvre til at få en problematisk post i regnskabet til at forsvinde, skriver erhvervsmediet Finans.

Posten afslørede stærkt stigende rentebetalinger fra de kunder, der havde fået lange kreditter. Det var netop en sådan kredit, der var den ene af to hovedforklaringer på OW Bunkers kollaps.

Uden nogen nærmere forklaring ændrede OW Bunker på sine regnskabsprincipper, da selskabet offentliggjorde regnskabet for tredje kvartal 23. oktober 2014.

Manøvren betød, at kundernes rentebetalinger nu blev indregnet i bruttoavancen, og ikke – som hidtil – som finansielle indtægter i resultatopgørelsen. Dermed forsvandt posten ind i en langt bredere post, hvor den samtidig kunne være med til at pynte på virksomhedens nøgletal.

Men manøvren var formentlig slet ikke lovlig, vurderer professor i eksternt regnskab på Aarhus Universitet Frank Thinggaard.

Børsnoterede virksomheder skal nemlig aflægge regnskab efter den internationale standard IFRS, og ifølge den skal renteindtægter fra kreditgivning optræde som finansielle indtægter. Man kan godt ændre praksis, men det kræver, at IFRS tillader metoden, og at den giver et mere retvisende billede.

– Men jeg kan ikke se, hvordan det skal være tilfældet i denne situation. OW Bunker gør noget, som, mener jeg, ikke er i overensstemmelse med standarden, siger Frank Thinggaard til Finans.

Hverken den tidligere administrerende direktør Jim Pedersen eller bestyrelsen har kommentarer til manøvren, der ifølge Finans’ oplysninger ikke har været godkendt af OW Bunkers revisionsfirma, Deloitte.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS