OW-bestyrelse: Vi godkendte ikke kæmpekredit
Kreditpolitikken i OW Bunker er ikke overholdt, siger tidligere bestyrelsesformand efter selskabets konkurs.
Tidligere bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen og resten af bestyrelsen i det krakkede selskab OW Bunker så ikke konkursen komme, før det var for sent.
Det siger Niels Henrik Jensen i et interview med TV2 Finans.
Både Niels Erik Jensen og den tidligere bestyrelse fraskriver sig nu officielt ansvaret for selskabets konkurs. De kreditter, der savede OW Bunker midt over, var ikke godkendt af bestyrelsen, lyder det.
– Der er sket et brud på reglerne, siger Niels Henrik Jensen til TV2 Finans.
Et væsentligt element i OW Bunkers konkurs var en millionstor kredit givet af OW Bunkers datterselskab i Singapore, og som pludselig faldt til jorden.
Kreditten sendte hele selskabet ud i en konkurs, og det er de kreditter, som bestyrelsen nu afviser, at de havde kendskab til.
Først sent i forløbet blev bestyrelsen gjort bekendt med de store kreditter, der var blevet givet af selskabets datterselskab i Singapore.
– Man når ikke at komme til bunds i den problematik, inden konkursen indtræder, lyder det fra den tidligere bestyrelsesformand til tv-stationen.
– Vores kreditpolitikker har ikke været overholdt, siger Niels Henrik Jensen, der bakkes op af en samlet bestyrelse.
Ifølge bestyrelsen har der eksisteret faste og strenge procedurer for kreditgodkendelser i selskabet, hvor alle kreditgodkendelser over 10 millioner dollar skulle godkendes af bestyrelsen.
– Den af DOT (Dynamic Oil Trading.red.) ydede kredit til Tankoil, som ifølge det nu oplyste udgør USD 120 – 130 millioner, har aldrig været forelagt endsige godkendt af bestyrelsen, skriver OW Bunkers tidligere bestyrelse i en pressemeddelelse.
Lige nu forsøger bestyrelsen via kurator at få adgang til selskabets it-systemer for at komme til bunds i “de tabsgivende positioner”.
/ritzau/