Overvejede at droppe EM

Daley Blind fra Ajax var så påvirket af Eriksens hjertestop, at han overvejede at sige fra til EM-kamp

Daley Blind (tv) og Christian Eriksen har mange gode minder fra deres fælles tid i Ajax Amsterdam. Her fejrer de en mesterskabstitel. Spilleren til højre er Jan Vertonghen. (Arkivfoto)
Daley Blind (tv) og Christian Eriksen har mange gode minder fra deres fælles tid i Ajax Amsterdam. Her fejrer de en mesterskabstitel. Spilleren til højre er Jan Vertonghen. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den hollandske forsvarsspiller Daley Blind overvejede at sige fra til holdets første kamp ved EM som følge af sin tidligere Ajax-holdkammerat Christian Eriksens hjertestop.

Det siger han efter Hollands åbningssejr på 3-2 over Ukraine i Amsterdam søndag aften.

- Jeg overvejede kraftigt ikke at deltage.

- Det påvirkede mig voldsomt, og jeg sov dårligt på grund af dem, siger Blind om tv-billederne af den dramatiske hændelse i Danmarks kamp lørdag i Parken mod Finland.

Meldingerne fra København om, at Christian Eriksen var vågen og i stand til at tale kom som en stor lettelse for Blind.

- Da Christian opfordrede sine egne holdkammerater til at spille, traf jeg beslutningen om selv at spille, siger han.

Betændelse i hjertemusklen

Blind blev i 2019 diagnosticeret for betændelse i hjertemusklen og udstyret med en pacemaker, for at regulere hjerterytmen. Men i en venskabskamp i august sidste år satte det lille batteridrevne apparat ud, og han kollapsede på banen.

- Jeg har selv oplevet noget tilsvarende, og jeg måtte overvinde nogle mentale forhindringer for at kunne spille videre, siger den 31-årige Blind.

Populær i Ajax

Christian Eriksen tilbragte sine første år som professionel i Ajax, hvor han blev en populær spiller, før han drog videre til Tottenham i London.

Mange i den hollandske landsholdstrup var som Daley Blind så berørte af dramaet omkring Eriksen, at landstræner Frank de Boer valgte at aflyse et holdmøde lørdag aften.

Hilsner til Eriksen

Mens tilskuerne til søndagens kamp i Amsterdam selvfølgelig var der for at se fodbold, så havde mange af dem også Christian Eriksen i tankerne efter lørdagens voldsomme episode i Parken.

Adskillige tilskuere havde på bannere og flag skrevet hilsner til Eriksen, der fra 2010 til 2013 spillede et hav af kampe på Johan Cruijff Arena for Ajax.

Blå bog: Christian Eriksen

Navn: Christian Dannemann Eriksen.

Født: 14. februar 1992.

Fødested: Middelfart, Danmark.

Nationalitet: Dansker.

Højde: 182 centimeter.

Position: Midtbanespiller.

Landsholdsdebut: 3. marts 2010 mod Østrig i en testkamp i en alder af 18 år og 17 dage (fjerdeyngste debutant nogensinde på det danske landshold).

Civilstand: I forhold med Sabrina Kvist Jensen, som han har sønnen Alfred med. Sønnen blev født i juni 2018 kort før VM i Rusland.

* Klubkarriere:

Som ungdomsspiller:

1995-2005: Middelfart G&BK.

2005-2008: OB.

2008-2010: AFC Ajax.

Som seniorspiller:

2010-2013: AFC Ajax (163 kampe, 32 mål, 65 assister).

2013-2020: Tottenham (305 kampe, 69 mål, 89 assister).

2020-: Inter.

* Landsholdskarriere:

A-landshold: 108 kampe (36 mål)

U21-landshold: 3 kampe (1 mål).

U19-landshold: 3 kampe (1 mål).

U18-landshold: 5 kampe (1 mål).

U17-landshold: 27 kampe (9 mål).

Slutrundedeltagelser:

VM 2010 i Sydafrika.

U21-EM 2011 i Danmark.

EM 2012 i Polen og Ukraine.

VM 2018 i Rusland.

EM 2021 i blandt andet Danmark

* Titler:

Hollandsk mester (2011, 2012 og 2013).

Hollandsk pokalvinder (2010).

Hollandsk Super Cup-vinder (2013).

Champions League-finalist (2019).

Italiensk Mester (2021)

* Priser:

Årets spiller i Danmark kåret af DBU (2011, 2013, 2014 og 2017).

Årets spiller i Danmark kåret af Spillerforeningen (2013, 2014, 2015, 2017 og 2018).

Årets hold i Premier League (2017/2018-sæsonen).

Årets spiller i Tottenham (2014 og 2017).

Kilde: Transfermarkt.com, dbu.dk, spillerforeningen.dk, tottenhamhotspur.com
Powered by Labrador CMS