Overvej dette inden du køber bolig

Energikilder, infrastruktur og Skattestyrelsens boligvurderinger er noget af det, du skal forholde dig til, før du køber bolig på landet

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad skal man afklare, før man køber bolig på landet? Og hvordan undgår man at købe noget, man aldrig kan komme af med igen?

Det kan du måske få svar på i denne artikel, hvor eksperter giver dig et par gode råd, inden du tager en tur på boligmarkedet.

- Det vigtigste er, at man køber bolig efter behov og ikke som spekulation. Men derudover er der selvfølgelig nogle hensyn, siger Ole Hækkerup, der er direktør i sammenslutningen Danske Ejendomsmæglere.

På de rigtige præmisser

Samme melding lyder fra Jens Nyholm, der er cheføkonom hos Spar Nord.

Banken har for nylig lavet en analyse, som viser, at der på landsplan er øget interesse for at købe bolig på landet.

- Men det er vigtigt, at man køber på de rigtige præmisser og går ind med de rigtige forventninger, siger han.

Vær realistisk

En vigtig første overvejelse er, hvad man ønsker sig, og hvad der er realistisk inden for denne økonomiske ramme, siger Ole Hækkerup.

- Når man skal afklare, om man køber for dyrt, er den første overvejelse jo, hvad man selv har råd til at købe og sidde for, siger han.

Derudover kan der også være nogle andre økonomiske fremtidsfaktorer, du kan trække ind i ligningen.

Eksempelvis kan der ifølge Ole Hækkerup blive skubbet til den økonomiske balance mellem land og by, når Skattestyrelsens nye vurderinger kommer. 

Flere viser interesse for at købe bolig på landet.
Flere viser interesse for at købe bolig på landet.

Nyt system i 2024

Efter flere års forsinkelse er seneste melding fra skatteministeren, at det nye system er i funktion i 2024.

Det er ikke en forudsætning, du kan købe ud fra. Men det er værd at have i baghovedet.

- Som det ser ud nu, vil de nye vurderinger gøre det billigere at bo i udkantsområder, end det er i dag, vurderer Ole Hækkerup.

Samtidig vil folk, der handler bolig efter januar 2024, opleve at skulle betale en procentvis højere boligskat.

Bliver dyrere

Derfor bliver det dyrere at bo i et hus med en høj vurderingspris - hvilket netop bliver en faktor i de større byer, hvor priserne i forvejen er høje.

Omvendt bliver det også billigere at sidde i et billigt hus.

Og når en bolig er billig at sidde i, er der grundlag for, at den kan stige i værdi, forklarer Ole Hækkerup.

- Derfor kan boligejerne i Udkantsdanmark stå i en potentielt gunstig situation, hvor deres bolig bliver mere værd. Men analysen er spekulativ, for vi kender ikke de præcise vurderinger endnu, siger han.

Powered by Labrador CMS