Overtager fars milliard-forretning

81-årige Kurt Daell giver formandspost i Harald Nyborg-koncernen til sin 51-årige søn Erling Daell

Daell-familien har ifølge erhvervsmediet Finans taget det næste skridt i overdragelsen af Harald Nyborg-koncernen. Kurt Daell (siddende) har overdraget posten som bestyrelsesformand til sønnen Erling Daell (stående). De ses her sammen i 2014. (Arkivfoto).
Daell-familien har ifølge erhvervsmediet Finans taget det næste skridt i overdragelsen af Harald Nyborg-koncernen. Kurt Daell (siddende) har overdraget posten som bestyrelsesformand til sønnen Erling Daell (stående). De ses her sammen i 2014. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Familien bag Harald Nyborg har ifølge erhvervsmediet Finans taget det næste skridt i et generationsskifte.

Bestyrelsesposten skifter hænder fra 81-årige Kurt Daell til hans søn 51-årige Erling Daell.

Ifølge Finans er medarbejderne i koncernen, der også omfatter Jem & Fix- og Daells Bolighus-kæderne, blevet oplyst om skiftet.

Kurt Daell forsvinder ikke helt fra bestyrelsen, hvor han fortsætter som næstformand.

Ikke uden tilløb

Generationsskiftet kommer ikke helt uden tilløb de seneste år.

Tidligere har Kurt Daell overdraget en majoritet af ejerandelen til sine sønner, der udover Erling Daell også tæller halvbroren Njal Daell.

Dermed har Kurt Daell også givet kontrollen fra sig i Harald Nyborg, som han overtog i 1983 og selv har bygget op.

I dag er det en milliardforretning med en omsætning sidste år på 7,5 milliarder kroner, 250 butikker og næsten 5000 medarbejdere i Danmark, Norge og Sverige.

Startede på gulvet

Erling Daell har tidligere fortalt i et interview til Jyllands-Posten, hvordan han har fået lov at starte på gulvet i koncernen og opleve negativ særbehandling.

I slutningen af 1990'erne startede han Harald Nyborg i Sverige, som han blev direktør for i 2005. Fire år senere blev han desuden direktør for Jem & Fix-kæden i Sverige.

Erling Daell stopper dog på begge direktørposter, så han kan koncentrere sig om at være formand for hele koncernen, skriver Finans.

Powered by Labrador CMS